De unge indtog gladeligt området omkring Nibe Kirke, da der blev serveret pizza efter gudstjenesten.

Kirketjener Kirsten Uhrenholt og menighedsrådsmedlem Bent Møller delte rundhåndet ud af pizzastykkerne til de unge.

Nibe Kirkes Pokémon-gudstjeneste blev besøgt af 140 glade og forventningsfulde Pokémonjægere, som havde valgt at bakke op om ideen med at kombinere sommerens store dille spillet Pokemon-GO
og Folkekirken.

Sognepræst Elisabeth Hildestad, som forestod gudstjenesten gjorde opmærksom på, at Jesus og pokemon-spillet i al fald delte slogan - ”Gotta cathch them all” (Fang dem alle sammen).

De 140 kirkegængere, hvor langt størstedelen var børn og unge brød ud i spontane klapsalver efter præludiet, som naturligvis var temaet fra pokémon.
Efter gudstjenesten var der sørget for »pokémon-lokke- mad«, såkaldte lures, ved de tre pokestops omkring Nibe Kirke, hvorefter der blev serveret pizza og sodavand for deltagerne udenfor kirken. I den lune augustsol blev der spontan picnicstemning på græsplænen foran kirken.

Formand for Nibe-Vokslev menighedsråd Jesper Have er glad for det store fremmøde og tøver ikke med at kalde arrangementet en succes:
– Vi er glade for at så mange har bakket op om arrangementet. Invitationen blev set over 11.000 gange på facebook og næsten 5.000 har været inde og se billeder fra dagen på facebook.
– Vi kan også se af de efterfølgende kommentarer på facebook og det folk sagde på dagen, at vi har ramt rigtigt. Det er dejligt at se, at der bakkes op, når vi som Folkekirke prøver noget nyt. Vi kan godt kombinere nytænkning med tradition også uden det bliver rent tivoli, slutter Jesper Have.