Fredag er det Ole-dag i Nibe. Det kendte bysbarn, skønhedseksperten Ole Henriksen har fredag aften indbudt til foredrag – og i samme forbindelse er der forudgående spisning og modeshow i Nibe Idræts- & KulturCenter.

Ole Henriksen tager under sine besøg i Nibe oftest en tur rundt i byen – som her, hvor han sidste år var forbi de tre små figurer ved Tinghuset – skabt af Thorvald Odgaard.

Kærligheden overvinder alt
Forholdet mellem Ole Henriksen og Nibe kan vel nærmest beskrives med TV2 forsanger Steffen Brandts titel fra sangen »Kærligheden overvinder alt«.
Gennem hele sin karriere har Ole Henriksen vist hengivenhed overfor fødebyen – et forhold, som sidste år gav Nibe Turistforening anledning til at udnævne ham til World Ambassador for Nibe.

Anlægget er »hjerteblod«
– Først og fremmest så elsker jeg min sin barndomsby –Nibe, og i den forbindelse har Anlægget ved Nørregade en helt speciel plads i mit hjerte, siger han til Nibe Avis op til fredagens arrangement i Nibe.
– Anlægget var barndommens legeplads, hvor vi børn kunne lege i det grønne, meget tæt på barndomshjemmet i Enggården. Det var også her vi kælkede om vinteren.

Da Thorvald Odgaard så henvendte sig, bragte det de særlige minder frem, og det var oplagt at gå ind i den gode sag, for at få forskønnet anlægget. Derfor vil jeg gerne støtte den sag med overskuddet fra fredagens arrangement i Nibe, siger han til Nibe Avis.

Der er solgt over 500 billetter til showet på fredag, heraf 350 til modeshow og spisning, inden Ole går på kl. 19.00.
Ole glæder sig til den eneste optræden i det nordjyske, og så endda på hjemmebane, pointerer han.
Nibe Idræts- & KulturCenter, den lokale Matas butik og Nibe Handelsforening står bag arrangementet.