Nibe by og omegns skydeselskab har indledt jubilæumsåret med skiveskydning i Skal.

Der var hård konkurrence om placeringerne ved den første skydning i år.

Der var i det gode forårsvejr mødt mange skytter op til årets første skydning, hvor der i pausen blev afholdt generalforsamling. Dagen startede med optagelse af fem nye medlemmer i selskabet, som nu tæller 110 medlemmer.

I skydningen var konkurrencen hård og sidst på dagen måtte tretten af skytterne i omskydning om de syv præmier. Inden omskydningen var Dennis Larsen  selskabets dygtigste skytte og han tog pokalen med flotte 106 point af 108 mulige. Efter en lang omskydning med mange flotte skud faldt præmierne som følger:
7. præmien blev skudt ned af Dennis Larsen ved eget skud
6. præmien blev skudt ned af Morten Staun Hansen ved eget skud
5. præmien blev skudt ned af Lars Staun til Arne Buus
4. præmien blev skudt ned af Poul Ejnar Sørensen til Henrik Andersen
3. præmien blev skudt ned af Tage Pedersen til Keld Staun
2. præmien blev skudt ned af Erik Staun ved eget skud
1. præmien blev skudt mned af Poul Ejnar Sørensen til Henrik Staun Bendtsen

Til årets generalforsamling blev den fremtidige struktur for afholdelse af skydninger og selskabets 150 års jubilæum drøftet.

Bestyrelsen fremlagde forslag om ændring af fremtidig struktur for afholdelse af skydninger fra tre årlige skydninger til fem årlige skydninger, men forslaget blev forkastet af generalforsamlingen.

Angående jubilæet har bestyrelsen igennem vinteren arbejdet med at få selskabets omfattende arkivmateriale samlet i en jubilæumsbog. Budgettet for bogen blev godkendt og bogen forventes udgivet medio juli. Jan Dalsgaard fra Nibe lokalhistoriske arkiv har stået for det redaktionelle arbejde med bogen og den kan efter udgivelsen købes på Lokalhistoriske Arkiv i Nibe.

I anledning af 150 års jubilæet vedtog generalforsamlingen også at genoplive den gamle tradition, med optog gennem Nibe som optakt til årets Fugleskydning d. 10. august.