I dag tirsdag går biograftæppet for gallapremieren på Ole Bornedals filmkomedie Dræberne fra Nibe.

Situation fra optagelserne på Jernkroen. Stående er det filmens instruktør Ole Bornedal – og siddende fra venstre er det Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Mia Lyhne og Lene Maria Christensen som de to ægtepar, hvor ægtefællerne jager hinanden på livet. Flere af dem skulle efter Nibe Avis' oplysninger dukke op på den røde løber tirsdag kort efter kl. 18.00. Foto: Nibe Avis.

Hos bestyrelse og frivillige medarbejdere i Kino Nibe er humøret og intensiteten i dag tirsdag historisk høj. Det er dagen for gallapremieren på filmen »Dræberne fra Nibe«, som gennem snart et helt år har været på vej.

Lokalt startede det hele tilbage i marts sidste år, hvor optagelserne til filmen ad flere omgange foregik i Nibe, i omegnen og på »Jernkroen« i Nibe, som filmselskabet havde lejet specielt for at gennemføre optagelser i kroens eget miljø og med en lang række lokale statister som medvirkende.

I aften tirsdag vises filmen så ved to forestillinger i Kino Nibe – der skal to forestillinger til for overhovedet at huse de mange inviterede gæster til gallapremieren – og efterfølgende er gæsterne – bl.a. medvirkende fra filmen og »honoratiores« i form af politikere og forskellige lokale kræfter – inviteret til en festlig sammenkomst på Jernkroen, hvor mange af optagelserne fandt sted.

I anledning af gallapremieren i Kino Nibe er der tirsdag aften ekstraordinært åbent i Nibes forretninger.
– Det er en stor dag for Nibe, og Nibe bliver virkelig sat på landkortet – dels ved, at filmens handling er indspillet lokalt i og omkring Nibe – ved at Nibes navn indgår i filmens titel – og endelig, at man fra filmselskabet har valgt at lægge selve den store gallapremiere i Kino Nibe, siger Bjarne Svendsen, formand for Nibe Handelsforening – det bakker vi naturligvis op.

Danmarkspremiere 12. januar
Filmen har Danmarkspremiere 12. januar – her iblandt i Kino Nibe, hvor der gennem to uger vil være flere daglige forestillinger de fleste dage.
Følg med i programmet, som bringes i Nibe Avis' trykte udgave og på DET SKER: www.nibeavis.dk