Borgerforeningen håber at få skiltene tilbage

Så flot så byskiltet ud Ejdrup, men det varede blot fire dage, så var julemanden stjålet.

Af Torsten Hansen

EJDRUP: ”Julen varer længe”, sådan lyder det i sangen. Men i Ejdrup har de ikke fået lov til at have deres julepynt længe.

Bare fire dage gik der fra at byens nyeste juleoppyntning  var på plads, før den var stjålet.

Ejdrup Borgerforening har fået lavet tre flotte billeder til byens byporte. Et billede med en julemand, et andet med et juletræ og det sidste med en snemand.

Borgerforeningen satte de nye skilte op torsdag før første søndag i advent, og allerede tirsdagen efter var to af de tre skilte stjålet - det med julemanden og det med juletræet.

Tyveriet er anmeldt, men endnu er skiltene ikke fundet.

- Vi er meget kede af, at mennesker ikke kan kende forskel på deres og vores, siger Ole Bøgh Jørgensen, næstformand i Ejdrup Borgerforening.

Han vurderer, at skiltene må stå et sted, da der ikke er nogen grund til at stjæle dem og smide dem ud bagefter. 

Skiltene er produceret hos Dathoprint i Aars. De repræsenterer det nyeste indenfor reklamespots med refleks, det vil sige, at  nisse og juletræ reflekterer, når billygterne lyser på dem. 

Skiltene måler 110 gange 110 centimeter.

Ejdrup Borgerforening ønsker at bruge byportene som en slags opslagstavle.

Sidste år fik foreningen også opstillet skilte af træ ved indkørslen til byen. De skilte gik til, da de blev ramt af sneploven.

Om sommeren henviser skiltene også til aktiviteter i byen.