Rammen var sat med en to-trediedele fyldt sal eller omkring 130 gæster, da Halkær Kro den forløbne weekend bød indenfor til en aften med skuespiller Ghita Nørby som oplæser af H C Andersens digte og med musikalsk akkompagnement af guitaristen Lars Hannibal og fløjtenisten Michala Petri.

Lad det være sagt med det samme: Publikum levede med og blev ikke skuffede, idet »fru Skjern« – alias Ghita Nørby, der siden jul er kommet sig over efterveerne fra bet fald, og som nær havde kostet publikum denne oplevelse – stemte i med eventyret »Rosentræet«.

Ting og dyr bliver levende i H C Andersens eventyr, og evnen til at fortælle dette livagtige eventyr, har Ghita Nørby. Meget elegant blev hun afbrudt af musikalske mellemspil fra de to ekvilibristiske musikere på hhv. guitar og fløjte.

Eventyr fulgte eventyr, og Ghita Nørby levendegjorde »Svinedrengen« og »Eventyret om en moder« med stor indlevelse og perfekt timing, hvilket også gjaldt de to musikere.

Værdigt og professionelt fortsatte Ghita Nørby sin oplæsning, som siden gjaldt eventyret om Nattergalen – siden Cikaden og myren og »Det er ganske vist« – inden hun sluttede af med at læse vers, som til tider tog luften fra publikum i bare latter.

Afslutningen blev en tre-enig oplevelse fra de tre scenekunstnere med Ghita Nørby i sangerens rolle, nemlig i sangen »Højt på en gren en krage«.