Januar. Typisk måneden, hvor rigtig mange mennesker sætter sig for at (gen)indføre nogle gode vaner - læse mere, stoppe rygning, bruge mere tid på familien, komme i bedre form.

Og netop sidstnævnte har Fit&Sund Himmerland i samarbejde med Gundersted Borgerforening gjort et forsøg på at være behjælpelig med. De har nemlig netop opstartet et Crossdance™-hold i Gundersted Multihus. Der var ’premiere’ kort efter nytår, hvor hele 29 friske deltagere var klar til at give den gas. Der blev pustet og grinet og snakken gik lystigt til den efterfølgende kaffe, hvor Margit Dahl - i anledning af, at det var en ’premiere’ - havde sørget for skønne, hjemmebagte muffins til hele banden. Der vil dog ikke være muffins på programmet hver gang, men både træning og en kop kaffe vil herefter være at finde i Gundersted Multihus hver gang, fortæller instruktør Maria Fjelstrup Kallesø
Og hvad er så Crossdance™? Den helt korte opsummering er: Sved på panden og smil på læben! Det er nemlig præcis, hvad man får på denne dancefitness time, slutter Maria Fjelstrup Kallesø.