En bred vifte af navne tilføjes til programmet for sommerens fest i Skalskoven

Nibe Festival kan i dag løfte sløret for yderligere tre navne på programmet for Nibe Festival 2017 - og den nordjyske festival byder i den grad på noget for enhver smag. Fra ørehængende radiohits til det mere kantede hiphop, demonstrerer Nibe Festival endnu engang sin bredde med offentliggørelsen af følgende navne:

Ukendt Kunstner
Ukendt Kunstner spillede i december en bankende udsolgt koncert i Falconer Salen, hvilket på mange måder var et klimaks i duoens karriere. Op til koncerten var der en del virak, da Jens Ole McCoy og Hans Phillip i DR2-dokumentarprogrammet “Vi Var Ukendt Kunstner” havde meddelt, at de ville stoppe med at lave musik sammen i Ukendt Kunstner-konstellationen.
Men nu rører duoen på sig igen og gæster Nibe til sommer, hvor de giver en MEGET eksklusiv koncert. Med andre ord er Ukendt Kunstner tilbage Skalskoven, hvor hits som »Neonlys«, »F***ing nummer« og »Stein Bagger« helt sikkert vil skabe fest under trækronerne.

Aura
Maria Louise Joensen, måske bedre kendt som Aura Dione, er en artist, som siden sin debut har været i en rivende udvikling. Hendes lyd er gået fra sarte kærlighedsnumre til store pop-produktioner, som i de to kæmpe-hits »Geronimo« og »Friends«. Aura har udviklet sig meget gennem sin 10 år lange karriere, og hendes tilbagevenden til Skalskoven bliver en sommerfest, man ikke må gå glip af.

Johnny Deluxe feat. Christian Brøns
Johnny Deluxe og Christian Brøns var kongerne af 00’ernes hitlister, med uforgængelige numre som »Elskovspony«, »Drømmer jeg«, »Du kan gøre hvad du vil« og »Tilbage til hvor vi var«. Nu vender denne kraftfulde pop-konstellation tilbage til Nibe, hvor de udødelige numre og de to karismatiske forsangere uden tvivl vil få skoven til at synge med.

Aura - på scenen til årets Nibe Festival. Foto: Asger Mortensen