Endnu et kuld danske talenter tilføjes til årets plakat - fra rap over rock til folkemusik.

Mens billetsalget buldrer af sted, kommer Nibe Festival tættere og tættere på at fuldende programmet for 2017-udgaven af årets fest under Skalskovens grønne trækroner.

Det er en stærk blanding af danske kunstnere, vi har med at gøre, fra vidt forskellige genrer, men alle med en publikumsappel der passer perfekt til at skabe verdens bedste sommerfest.

- Vi vil så gerne præsentere artister der tør og insisterer på at komme langt udover scenekanten - ud til et publikum, der også vil festen. Det er dagens fire artister på hver sin måde et godt eksempel på, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Folkeklubben
Folkeklubben blev stiftet af Kjartan, Rasmus og Rasmus i 2011, men de er allerede nu en institution på den danske musikscene. Med over 450 koncerter på CV’et må Folkeklubben samtidig siges at være et heftigt rejsende band. Folkeklubbens finurlige danske tekster, spilleglæde og enorme overskud på scenen kommer til at skabe en magisk fest på Nibe Festival 2017.

Dúné
Da Dúné debuterede med We Are In There You Are Out Here for 10 år siden, stod det hurtig klart, at de skulle blive nogle af Dansk rocks helt tunge drenge. Bandet udgav i 2016 det anmelderroste album Delta, som har sendt Dúné i en mere poppet retning end tidligere set. Karismatiske Mathias Kolstrup og hans kumpaner indtager skoven med ørefængende rockhits, labre popballader og et overskud sjældent set på den danske livescene.

Clemens
Clemens får følgeskab til årets festival af et hårdtslående hold af danske stjerner. Med udgangspunkt i hans plade “Regnskabets Time”, har Clemens inviteret navne som Ataf, Jokeren, Blæs Bukki og selveste L:Ron Harald, som faktisk optrådte i Nibe på den første festival i Skalskoven tilbage i 1999. Der er lagt op til et hæsblæsende, stort anlagt og meget eksklusivt show i Nibe.

Faustix
DJ-stjernen Faustix har været nomineret til utallige priser og produceret musik med verdensstjernen Diplo – og selvom den populære DJ er blot 26 år, har han med tre udgivelser slået sit navn fast med syvtommersøm, og hans højintense liveshow vil uden tvivl forføre og forbløffe publikum.

De fire navne støder til det fine selskab på Nibe Festivals plakat for 2017, der blandt andet byder på Bryan Adams (CAN), Emeli Sandé (UK), Rae Sremmurd (US), L.O.C., D-A-D, Kim Larsen & Kjukken, Suspekt, Gnags, Alex Vargas Ukendt Kunstner, TV-2, Magtens Korridorer, Carpark North og mange, mange flere.

Clemens
Faustix
Duné.