Magnus Kinly Mogensen stammer fra Nibe og er udøver af den relativt ukendte sportsgren tricking. Sammen med fire kammerater i gruppen »True Tricks« er han nu nået til lørdagens finale i TV2's underholdningsprogram »Danmark har Talent«. 

»True Tricks« optræder med er undergrundssporten »Tricking«, som går ud på at sammensætte saltoer, skruer og spark i unikke kombinationer, som kun kreativiteten sætter grænser for!
 
Her fortæller Magnus selv om sin baggrund og fænomenet tricking:
 
Jeg er 23 år og kommer jo så fra området Sebbersund Station ved Nibe, hvor mine forældre fortsat bor. Jeg startede med at tricke i 2010. Efter at have afsluttet Hasseris gymnasium arbejdede jeg på Nibe skole som vikar og havde et sabbatår hvor jeg fokuserede virkelig meget på at træne tricking. Herefter flyttede jeg til Aarhus for at være tættere på mine venner som også dyrker tricking og samtidigt læse en bachelor i Digital design, it, æstetik og interaktion. Det var her i Aarhus, at 3 andre og mig fandt på at starte True Tricks. Der er ikke mange, som kender til vores sportsgren, så vores mål var at sprede budskabet om tricking og så samtidig forsøge at gøre vores passion til noget vi også kunne tjene lidt penge på. Vi udbyder derfor shows til events, men også workshops til dem som gerne vil igang med tricking. Efter et års tid valgte vi at inkludere flere medlemmer så vi nu i dag er 9 i alt.
 
I forhold til vores deltagelse i Talent, så skyldes det lidt at vi kendte nogen som var med sidste år, Motus. De havde haft en god oplevelse med det, og vi tænkte at Talent kunne være et godt sted at promovere tricking og nå ud til et bredt publikum. Vi havde ikke regnet med at komme i finalen, men det er super fedt at få lov til at vise endnu mere tricking til hr. og fru. Danmark. :) 
 
Efter at have færdiggjort min bachelor i sommer var jeg midlertidigt kommet på andre tanker, så jeg søgte ind på fysioterapeutuddannelsen, hvor jeg kom ind i Aalborg. Jeg flyttede derfor tilbage og bor nu i Aalborg, hvor jeg læser på UCN. Det har været lidt presset både at være med i Danmark har Talent og fokusere på uddannelsen, men det har heldigvis gået op med hjælp fra venner og familie.
 
Lørdag aften gælder det så finalepladsen i TV2's Danmark har Talent, hvor de 10 finalister udgør en flot og farverig buket af vidt forskellige genrer fra dans, mystik og rap til lip-sync comedy.
 
True Tricks kan følges på dette LINK: TRUE TRICKS