Det blev på flere måder en hektisk start for Charlotte Villadsen, da hun torsdag for første gang åbnede døren til byens nye smykke- og livsstilsbutik: Ganske kort tid før åbningen af »Villa C« var der funktionsproblemer med betalingsterminalen, og først et par minutter før selve åbningen virkede systemet igen. Og heldigvis for det, for der blev rigeligt brug for det resten af dagen: Rigtig mange havde åbenbart set frem til at byen igen skulle få en smykke- og ure forretning, for de fire ekspedienter fik travlt fra start til slut på åbningsdagen. Også den nye afdeling i butikslokalerne med livsstilsprodukter faldt i kundernes smag, og mange kunder blev overrasket over hvor stor butikken er blevet nu, hvor det tidligere kontor og baglokale i den daværende »Schack Ure-Smykker & Design« er blevet inddraget til butikslokale og udstillingsrum for puder, lysestager, gaveartikler og pyntegenstande.
- Jeg havde kaldt ekstra personale ind, og vi var heldigvis godt forberedt, for det var meget overvældende så mange der havde valgt at kigge ind til os på åbningsdagen, siger en tilfreds Charlotte Villadsen.
Åbningsfesten fortsætter, og på lørdag afholdes den mere officielle åbningsreception.

Charlotte Villadsen: - Det er helt fantantastisk at opleve så god en modtagelse af kunderne i Nibe.