Efter 13 år i spidsen for elfirmaet Grønborg El, udtræder den ene af firmaets to grundlæggere Christian Sondrup nu af firmaet og forlader samtidig posten som firmaets adm. direktør.

Rene Poulsen, som Christian Sondrup stiftede firmaet med i 2004, fortsætter som medejer og overtager posten som firmaets adm. direktør. Som medejer i firmaet indtræder så Martin Rytter Jensen, der hidtil har været i firmaet som overmontør.

Martin Rytter Jensen stammer fra Buddum ved Hadsund og blev udlært som elektriker i et større elfirma i Aalborg, hvorefter han efterfølgende læste til elinstallatør. I forbindelse med denne uddannelse fik han ansættelse i praktik hos Grønborg El - Sondrup & Poulsen A/S, og blev efterfølgende ansat som overmontør i firmaet. 

Den 1. juli 2014 indgik Christian Sondrup, René Poulsen og Martin Rytter Jensen en aftale om at begynde et generationsskifte mellem Christian Sondrup og Martin selv. Og den 1. juli 2017 har han købt Christian Sondrups 50% af Grønborg El, Sondrup & Poulsen A/S.

– Det har været 3 år med mange sjove opgaver og spændende udfordringer, så det har været dejligt at have en erfaren installatør i Christian Sondrup at støtte sig til. Vi har forsøgt at gøre overgangen så smertefri som muligt og forhåbentlig har kunder og samarbejdspartnere ikke oplevet nogen forskel i det daglige, siger Martin Rytter Jensen og fortsætter:

– Det har været en fornøjelse at lære området og menneskene at kende, og jeg håber vi får et godt samarbejde mange år frem. Vi er klar til at hjælpe jer alle med ny spændende og opgaver i fremtiden. Vi udfører alle former for elinstallationer ved private, det offentlige, erhverv, landbrug og hvidevareservice.

Martin Rytter Jensen bor privat i Klarup og er gift med Anne-Mette Rytter Jensen. Sammen har de 2 børn, Clara på 3 år og William på 8 måneder.

Tid at forlade arbejdsmarkedet
Christian Sondrup startede Grønborg El, Sondrup & Poulsen A/S i 2004 sammen med René Poulsen, som efter 1. juli vil drive firmaet videre sammen med Martin Rytter Jensen.

I 2010 udvidede firmaet i Nibe, da man overtog lokalerne på Grydstedvej efter Elfirmaet Kenn Kroghs konkurs.

– og da jeg fylder 65 år til september, synes jeg det nu er tid til at sælge min del af firmaet og lade en frisk ung mand som Martin overtage min del af firmaet – og drive det videre i samme ånd som tidligere sammen med René Poulsen. Jeg vil nu til at nyde min frihed og bruge mere tid sammen med mine børn, svigerbørn og børnebørn. Jeg elsker også at rejse, så det satser jeg også på, at jeg får mere tid til, end jeg hidtil har haft, siger Christian Sondrup til Nibe Avis.  

Generationsskiftet markeres i dag fredag med en reception i Skal Pavillonen.