Det er en fast tradition i St. Restrup IF at når der tages hul på sidste uge af skolernes sommerferie, så står den på fodboldskole.

I år er ingen undtagelse for i mandags rullede bolden for alvor ved årets fodboldskole på St. Restrup Idrætsforenings boldbaner i Frejlev. Det er ottende gang at banerne i Frejlev er fyldt med fodboldboldglade piger og drenge i denne anledning.
Fodboldskolen bærer i år navnet: »FC Beton Soccer Camp«, da den lokale cementvirksomhed, som er en vigtig og aktiv medspiller, har »købt« navnet til årets fodboldskole. En fodboldskole, som igen i år har stor tilslutning, hvor 169 piger og drenge har tilmeldt sig. Arrangementet høster ligeledes en god sponsortilslutning. Det gælder både fra lokale virksomheder samt større Nordjyske virksomheder, der støtter op om arrangementet. Det gælder både økonomisk og i form af gaver til onsdagens (i dag red.) amerikanske lotteri.
 
Mandag morgen mødte 155 forventningsfulde drenge og piger mandag morgen op til første dag på »fodboldskole-bænken«. De blev taget vel i mod af 22 trænere/hjælpere. Vejrguderne kunne have vist sig fra en bedre side, men helt skidt var det nu heller ikke, sagt på godt nordjysk.
Inden den første træning fik hver spiller udleveret en pose, hvori der var træningstøj og en bold. Hver træner og leder fik også udleveret tøj. Således skulle både fodboldskole-elev og -lærer være klædt på til næsten alt slags, vejr og vind. Fodboldskoledeltagerne er opdelt i aldersgrupper og køn, og det er op til de enkelte instruktører at få dagens program sammensat.
Ud over de sportslige værdier er sund kost og sammenhold også i højsædet under fodboldskolen.
Der er forplejning til hver enkelt spiller, som er sammensat således de får energi-behovet opfyldt på den sunde måde, til en dag på fodboldskole-bænken. Det er klubbens frivillige der passer kantinen, og sørger for at spillerne spiser til tiden. Det er et stort koordinationsarbejde, der skal gennemføres, når så mange spillere skal bespises hver dag.
Onsdagen på fodboldskolen er en yderst spændende dag. Her venter et grillarrangement og efterfølgende er der Amerikansk lotteri, hvor der er flotte præmier på højkant.