I den forgangne weekend har 12 af Nibe Jagtforenings absolutte bedste flugtskytter – lerduer – deltaget i Danmarks Jægerforbunds mesterskabsskydning i Jagtskydning og Jægertrap i Herning – det uofficielle Danmarksmesterskab med 823 deltagende skytter!
Og det skete med et fantastisk flot topresultat, da Oldboys holdet fra Nibe Jagtforenings flugtskydningsafdeling vandt guldmedaljer i en meget hård konkurrence. Holdet, bestående af Lars Ditlev Nielsen, Ivan Derosché, Andreas Bruhn og Johnny Derosche vandt med 116 skudte duer ud af de 120 mulige. De brugte 121 skud. For at understrege hvor tæt og intens topduellerne er, så havde sølvmedalje- og bronzemedalje- vinderne fra henholdsvis Lund og Ansager også skudt 116 duer, men de havde brugt hhv. 1 og 2 skud mere en guldholdet fra Nibe!
Nibe Jagtforenings skytter er efterhånden blandt de allerbedste i Danmark og pludselig knytter der sig også enorme forventninger til resultaterne, og berettiget med baggrund i de seneste års flotte topresultater, - bl.a. sidste års sølvmedaljer til Seniorholdet – og tidligere i 1997 har klubben også vundet guld for hold, dengang kaldet A-rækken.
De fantastiske resultater skal ses i lyset af foreningens begrænsede træningsmuligheder. Grundet foreningens nuværende miljøgodkendelse, må der kun trænes på anlægget ved fjorden 2-3 timer én træningsdag om ugen og kun fra marts til og med august. På de store baner er der mulighed for at træne hverdag i ugen, stort set hele året! For at ligge med helt i top skyder topskytte normalt 10-12 tusinde skud på én sæson. Til sammenligning; de, som træner flittigst af skytterne fra Nibe skyder cirka 2000-4000 skud på én sæson.  
 
Resultater fra  dette års DM:
Old Boys
Hold (3 bedste ud af 4 skytter tæller, så max. 120 duer), Nibe vinder GULD!! med 116 duer i 121 skud (ud af 31 hold).
Holdet består af; Lars Ditlev Nielsen (39/41), Ivan Derosché (38/40), Andreas Bruhn (39/40) og Johnny Derosché (35/42).
 
Individuelt (til 40 duer): Nibe nr. 9 ved Andreas Bruhn (ud af 187 skytter)
 
Senior
Hold (3 bedste tæller ud af 4 skytter, så max. 120 duer), Nibes 2 deltagende hold bliver hhv. nr. 6 og nr. 18 (ud af 37 hold).
Hold 1 består af; Søren Steffensen (40/42), Michael Troelsen (38/40), Karl Andersen (38/40) og Hans Nielsen (38/40).
Hold 2 består af; Carl Anders Høgh, John Christensen (37/41), Henrik Holm Jensen (36/43) og Michael Pedersen (34/44).
 
Individuelt (til 40 duer): Nibe nr. 4 ved Carl Anders Høgh, som i indledende havde skudt maksimum, nemlig 40/40!! Der var i alt 5 skytter som havde skudt fuldt hus og de 5 skulle så ud i en nervepirrende omskydning, hvor der skydes til 8 dublé , altså 16 duer fra de 4 forskellige standpladser.
Her misser Carl Anders desværre 3 duer og slutter således som en samlet nr. 4, men et superresultat, som han kan være meget stolt af!
Søren Steffensen – som i kvalifikationen i Hjallerup i maj, også skød 40/40, og dermed havde store forventninger til DM, som han også lever op til da Søren præsterer max og skyder 40 duer – men bruger desværre 2 skud ekstra, hvorfor han ender på en flot 8. plads!
 
Veteran
Individuelt (til 40 duer), Nibes Hans Nielsen skyder flotte 39 duer af 40 i 40 (39/40) skud og slutter lige udenfor podiet, som en flot nr. 4! Lars Ditlev slutter 9’er med 38/40).
 
Jægertrap
Individuelt (til 2x25 duer), her gjorde Nibes Ivan Derosche alt for at gentage de seneste års podiepladser, men ender efter en megaspændende omskydning som nr. 4. I omskydningen om Bronze pladsen skyder Ivan 29 duer i træk, før han missede en afgørende due! Måske Ivans Oldboys GULDmedalje fra dagen før ’tyngende’ ham for meget! Søren Steffensen var også med i topstriden i Jægertrap, men ender op med at slutte som nr. 5.