Valgmøde med borgmesterkandidater afslørende mangel på parkeringsmuligheder til firmabiler.

På et valgmøde med deltagelse af indbudte fagfolk fra Aalborgområdets håndværksvirksomheder gav salgsdirektør Henrik Staun fra dagens værter Lund & Staun A/S et eksempel fra dagligdagen i sit eget firma - nemlig, at det for medarbejderne, der nødvendigvis må medbringe en firmabil til opgaverne ude i marken, er praktisk talt umuligt at finde parkeringsplads i nærheden af arbejdsopgaverne.

Dette foreholdt han borgmesterkandidaterne Thomas Kastrup-Larsen (S) og Tina French Nielsen(V) – og samtidig overdrog Henrik Staun hver en trillebøre med indhold af værktøj til de to borgmesterkandidater. Indslaget vakte ikke uventet stor begejstring hos de ca. 90 fremmødte til valgmødet, og begge kandidater til borgmesterposten lovede at tage udfordringen med manglende parkeringspladser med sig til den kommende periode – og gerne finde en løsning.

Valgmødet i Svenstrup var i øvrigt præget af flere emner, som optager håndværksvirksomhederne, herunder infrastrukturen i og omkring Aalborg og mulighederne med en ekstra Limfjordsforbindelse. Der blev endvidere talt om de udfordringer, nogle fag har med at skaffe elever – og ét af de nye emner inden for byggesektoren: Bæredygtigt byggeri, blev »luftet« i forhold til både virksomhederne og i forhold til kommunen.