Julemåneden er over os, og her har DBU Jylland allerede åbnet op for »julegaverne« til lokale læsere med hang til fodbold. 

Knapt har fodbolden rullet den sidste omgang, før DBU Jylland allerede har planlagt 11-mandsturneringen for den kommende sæson på herresiden fra serie 4 og op efter. Her venter der de lokale klubber en række nye bekendtskaber, set i relation til sidste sæson.

Serie 1
Nibe Boldklub er atter at finde i serie 1 efter en spændende første sæson i rækken i efteråret, hvor de i sidste spillerunde sikrede sig endnu en sæson i serie 1. Her venter holdet en pulje bestående af stabile serie 1-hold, og tre enkelt serie 2-oprykkere. 
Puljen består ud over Nibe Boldklub af: Hobro IK, Højslev Station IF, Kvik/Aalestrup, Løgstør IF, Nors B, Roslev IK og Viborg FF.
Nibe B indleder sæsonen på udebane mod Løgstør IF. 

Serie 2 
St. Restrup IF’s førstehold er atter tilbage i serie 2 efter halvandet års fravær. Her er holdet kommet i pulje med flere garvede serie 2-hold samt én enkelt nedrykker fra serie 1.St. Restrup IF er kommet i pulje med: Arden IF, Farsø/Ullits IK, Gundersted IF, Hadsund B, Hornum IF, Støvring IF og Aalborg KFUM. St. Restrup IF indleder sæsonen på hjemmebane mod Farsø/Ullits IK.

Serie 3
Nibe Boldklubs næstbedste hold rykkede i den forløbne efterårs sæson op i serie 3, og skal her møde Dall/Ferslev IF, IK Rosendal, Nørager/Rørbæk IF, Purhus IF, Sønderup/Suldrup IK Frem, Valsgaard IF 83 og Aars IK (2). Nibe Boldklub indleder sæsonen på udebane mod Nørager/Rørbæk IF.

Serie 4
Nørholm IF’s eneste seniorhold er atter at finde i serie 4. 
Her er holdet kommet i en pulje, hvor de skal køre langt til mange af kampene. Puljen består af: Farsø/Ullits IK, Haverslev IF, Løgstør IF, Ranum-Overlade IK, Sønderup/Suldrup IK, Vindblæs B og Øster Hornum IF. Nørholm IF indleder sæsonen på hjemmebane mod Vindblæs.

Nibe Boldklub skal den kommende fodboldsæson møde Hobro IK. Her er en situation fra de to klubbers tidligere møde.