Der er nye tider på vej for Allan Mariendahl, som siden 2003 har drevet tømrerfirma i eget navn fra Zincksvej i Godthåb.

Den første marts træder Allan Mariendahl ind som ny medarbejder hos Svenstrup-firmaet Lund & Staun. Dermed har han åbnet døren til en fremtid i serviceafdelingen hos et at områdets store byggefirmaer.

Tømrerfirmaet Mariendahl har gennem 15 år udført servicearbejde og større opgaver for kunder i Godthåb, Svenstrup og Nibe. Foruden Allan selv følger en tømrersvend med til Lund & Stauns serviceafdeling.

– Lund & Staun har mange privatkunder, og selvom de i dag er blandt de større firmaer i området, har de stadig mange af de små opgaver, som passer mig godt. Det har været 15 gode år som selvstændig, men jeg glæder mig til de nye tider hos Lund & Staun, fortæller Allan Mariendahl. Han tilføjer desuden, at han naturligvis meget gerne tager imod sine nuværende kunder hos Lund & Staun.

Det er ikke første gang, Lund & Staun åbner døren for en tømrermester, der gerne vil skifte titlen som selvstændig ud. Henrik Staun, som er medstifter og salgsdirektør i Lund & Staun, fortæller:

– Vi har stor respekt for det, Allan har udrettet og for de kunderelationer, han har opbygget. Ligesom vi har gjort med andre firmaer nogle gange tidligere, vil Allans servicevogne fortsat bære hans navn og logo, men nu i kombination med vores gule farver.