Kino Nibe uddeler søndag kl. 19.00 gratis biografbilletter til premieren i juli.

Succes’en for filmen »Dræberne fra Nibe« får nu en lokal opfølgning i form af en sommer filmrevy i Nibe. Baggrunden herfor er, at der forud for optagelse af filmen i og omkring Nibe blev gjort et omfattende research arbejde med lokale filmoptagelser for at finde frem til nogle lokale vinkler til historien om de to lokale håndværkere, der medvirker i filmen.

– Resultatet heraf blev så overvældende, at vi i første omgang ikke kunne finde plads i filmen; herunder indslag med nogle af Nibes originaler, som egentlig skulle have medvirket i filmen. Men for at holde en »ren« linje i filmen, måtte vi udelade disse indslag, fortæller Asger Lohmann, produktionschef og »højre hånd« for instruktør Ole Bornedal under filmoptagelserne.

Nu er arbejdet med arkivering af effekter og udstyr efter filmen afsluttet, og vi syntes, de lokale historier om forskellige folk i Nibe – herunder indslag med nogle af byens originaler – skulle komme byen til gode, fortsætter Asger Lohmann.

Derfor kontaktede vi Kino Nibe, som på anden vis har erfaringer med at spille lokalrevy, og herfra siger Kino-formand Heidi Gregersen, at en sommer-revy på film med tre forestillinger hver uge over nogle uger, er noget af et scoop for biografen.

– I tilgift til en premiere på sommerrevyerne, der jo alene er film-forevisninger af de optagede filmklip, har vi fået nogle af skuespillerne fra »Dræberne« til at komme og kaste glans over den første forestilling. Og for at give publikum mulighed for at møde disse skuespillere, giver vi billetterne til denne premiere væk gratis. Uddeling af billetterne vil ske i Kino Nibe’s café allerede i morgen søndag fra kl. 19.00 i forbindelse med dagens forestilling, siger Heidi Gregersen til Nibe Avis.

Formand for Kino Nibe Heidi Gregersen – her til højre sammen med skuespillerne Nicolas Bro og Mia Lyhne – er begejstret for tilbuddet om at sætte fraklippede scener fra »Dræberne fra Nibe« op som en lokalrevy i sommerugerne. Og ved premieren kan publikum så møde skuespillere fra filmen.
Dræberne fra Nibe har siden januar gået sin sejrsgang på lærredet i Kino Nibe med et besøgstal på 3824 over 53 forestillinger.