Boghandler Lone Haagerup i Nibe spærrede øjnene op en ekstra gang, da hun for nogen tid studerede boghandlerbranchens historie og her faldt over historiske data om boghandlere i Nibe. Boghandlerbranchen er nemlig en gammel og veldokumenteret branche, hvor boghandlere tidligt fik en autorisation som sikkerhed for ordentlig betjening af kunderne, fortæller Lone Haagerup til Nibe Avis.

Del af isenkramforretning
Der er således registreret en boghandel i Nibe så tidligt som i 1867 – eller for nøjagtig 150 år siden. Det var Søren Wørde Thomsen, der i 1867 etablerede den første boghandel i Nibe – benævnt som »rabatberettiget boghandel i en afdeling af hans isenkram- og galanteriforretning S. W. Thomsen«. Hvor denne boghandel var været beliggende, vides ikke, idet den placering, som den lokale boghandel i Nibe havde senere, var Lille Algade 11. Denne ejendom er i lighed med andre ejendomme i dette område opført omkring år 1900, og her åbnede Niels Ebbesen Bendix boghandel 1. november 1899. I tiden 1867 til 1899 har den lokale boghandel – under tre forskellige indehavere – ligget andetsteds i Nibe. Efter stifteren Søren Wørde Thomsen kom boghandler Frantz Larsen til 1. marts 1890, og fra 1. april 1897 overtages forretningen af boghandler Chr. Andersen, der så sælger til N. E. Bendix i 1899.

Fortsætter – nu som »Bog & Idé«
Det jo ret fantastisk, at jeg samtidig kan fejre en slags 150 års jubilæum for en boghandel i Nibe. Historien er ganske veldokumenteret, og selv om der gennem de mange år har været et par enkelte »slip« i forretningsdriften, så betragter jeg forretningens historie som sammenhængende og nyder fortsat at servicere kunderne med alt det, man finder i den rigtig boghandel, slutter hun.

Jubilæet markeres ved overgang til BOG & IDÉ kæden tirsdag den 2. maj.

Læs hele historien i denne uges trykte udgave af Nibe Avis - og se gamle billeder.