Tirsdag var dagen, hvor flere af Nibe's foreninger havde taget initiativ til et lokalt arrangement i den store kampagne »Danmark spiser sammen«.

Ældre Sagen, Røde Kors’ Besøgsvenner, Solsidens Venner, Hjerteklubben og Nibe Y's Mens Club inviterede byens og omegnens borgere til at spise sammen. Det lykkedes - idet 124 personer deltog i fællesspisningen i Multisalen ved Nibe Idræts- & KulturCenter, fortæller Birte Fjorback på vegne af de arrangerende foreninger.

I god tid før middagen skulle stå på bordet strømmede gæsterne til, og der var gæster i alle aldre: Venner, naboer, bekendte, familiemedlemmer, veninder, en syrisk flygningefamilie med to børn og mange forskellige folk fulgtes, og alle fik en plads ved de forårspyntede borde.

På vegne af de arrangerende foreninger bød Birgit Sohn Christensen fra Røde Kors inden spisningen velkommen til de forventningsfulde gæster, og der blev sunget en fællessang. 

Centercafeen sørgede for, at alle fik veltilberedt dansk bøf med kartofler, sovs og rødbeder – en ret alle nød.

Desserten bestod af hjemmelavet islagkage, efterfulgt af kaffe med småkager.

Medens maden blev nydt ved de lange borde, var der fællessang, guitarspil og småhistorier ved Leif Mortensen, der fik latteren og klapsalverne frem.

Frivillige fra de arrangerende foreninger stod for det praktiske både før, under og efter arrangementet.

Ud over de nævnte foreninger har A/S J. Petersens Beslagfabrik, Nibe Festival og Nibe Idræts- & Kulturcenter ydet forskellige bidrag, der gjorde det muligt at afvikle »Nibe spiser sammen«.

Mon ikke der inviteres igen til næste år, lyder det fra Birte Fjorback og minder om, at man jo i mellemtiden kan samles til fællesspisninger i mindre grupper både med kendte og ukendte venner.