Dagrofa, der er firmaet bag en række af de danske supermarkeds- og discount dagligvarekæder ønsker at fokusere på det, man er bedst til – at være lokale og at være et fødevare-marked i høj kvalitet. – Derfor lukker vi nu discountkæden KIWI i Danmark, som vi ikke længere tror på kan vendes til en overskudsforretning, siger koncernchef i Dagrofa Per Thau.

– Vi er ikke – på trods af massive investeringer – bedst til discount. Derfor lukker vi nu KIWI i Danmark efter flere år med underskud og fokuserer på det, vi er bedst til, siger Per Thau i en pressemeddelelse.

Nogle butikker fortsætter som SPAR eller MENY
Discountkæden KIWI blev lanceret i Danmark i 2008 og omfatter i dag 103 butikker fordelt over hele landet hvoraf cirka 30 af butikkerne konverteres til enten SPAR eller MENY. De resterende butikker lukkes over de kommende måneder. – Lukningen af KIWI fjerner 9% af Dagrofas koncernomsætning, men i MENY og SPAR har vi kæder, hvor der er fremgang, potentiale og indtjening. Dem styrker vi nu ved at udvide med nogle af de lukkede KIWI-butikker, siger Per Thau.

En svær beslutning at nedlægge arbejdspladser
Lukningen berører ca. 2.400 medarbejdere, herunder butikspersonale, lagerpersonale og ansatte i supportfunktioner. Omkring en tredjedel af disse medarbejdere fortsætter i funktioner under de konverterede butikker. Der iværksættes endvidere en række tiltag for at hjælpe de opsagte medarbejdere til at komme videre.

– Beslutningen om at lukke KIWI-kæden har ikke været nem at træffe. Hele KIWI-organisationen har gjort et kæmpe stykke arbejde med udviklingen af KIWI. Men vi må bare erkende, at det ikke er lykkedes for os at få rigtig fodfæste på et discountmarked, som er præget af hård konkurrence og manglende indtjening, slutter Per Thau.

KIWI butikken i Nibe ventes lukket senest med udgangen af juni måned.