Stor forhånds interesse for onsdagens løb i Nibe.

Onsdagens Sildeløb i Nibe byder som annonceret på tre løbsruter og en »indianer-rute« for de mindste og måske deres forældre og / eller bedsteforældre.

Ved afslutningen af forhåndstilmeldingen mandag var der således tilmeldt i alt 510 løbere fordelt på de fire ruter – med hhv. 45 løbere på halvmaraton 21,1 km, 100 løbere på 10,3 km, 316 løbere på 5 km og 49 løbere på Indianerturen, der er 2,3 km.

Det er 14. gang Lions Guldgåsen afholder Sildeløbet, som hvert år donerer hele overskuddet til humanitære formål. I år løber deltagerne  for at give mennesker med særlige udfordringer en oplevelse.

Løbsruterne skydes i gang af borgmester Thomas Kastrup-Larsen efter følgende plan: Halvmaraton ruten skydes i gang kl. 18.00, 10,3 km ruten kl. 18.30 og 5 km ruten kl. 18.45. 

Tidligst af alle skydes Indianerløbet i gang kl. 17.30.

De sidste par timer op til løbet kan der eftertilmeldes mod et ekstra gebyr.