FODBOLD Serie 2

Arden - Nibe Boldklub: 2-5 (0-3) 

Nibe tabte i præmieren 4-3 til Arden blandt andet pga en første halveg med for mange fejl, og Ardens hurtige omstillinger.

Nibe træner Henrik ”brøleren” Bruun forlangte derfor fuld koncentration og højt pres, så Arden ikke kunne få lov til at slå afleveringer op til deres hurtige folk. Trænerteamet havde til kampen lavet et systemskifte fra 4-4-2 til 4-3-3 for i stedet at lægge pres på Ardens bagkæde. De sidste ord fra træneren inden spillerne gik ud til opvarmning var da også, at det kunne være rart at prøve at komme foran og gerne inden de første 10 min.

Spillerne havde hørt efter i oplægget, for de startede ud som lyn og torden og efter blot 4 minutter kom Nibe foran. Et fremragende pres af Niclas Schunck tvang forsvarsspilleren til at lave en fejlaflevering som brormand Andreas Schunck opsnappede og omsatte sikkert til 1-0. Kort tid efter var Andreas Schunck igen på spil. Endnu engang blev Ardens forsvar presset til at lave fejl, Schunck fik fat i bolden og fik lavet en tunnel på en modstander hvorefter han scorede sikkert til 2-0. Arden prøvede med lange bolde at presse Nibes forsvar, som dog stod godt imod. Mathias Johansen fik sæson debut efter 20 min i stedet for en syg Martin Sandvej. Mathias ”J” Johansen skulle få en vigtig rolle senere i kampen.

Efter 25 minutter slog Nibe til igen med et fantastisk mål. Andreas Schunck fik taget et træk forbi en Arden spiller, hvorefter han løb udenom Ardens træner Calle Facius og et par udskiftere, i ren Gareth Bale-stil. En forsvarsspiller gik imod Schunck, som dog blev tørret med ”nel” og dernæst blev en 3.forsvarsspiller også afdriblet før Schunck stille og roligt kunne ligge bolden på tværs til Andreas Corfitz som gjorde det til 3-0 med et flot flot mål.

Simon Valentin kom på banen i stedet for Schunck, som havde brug for luft, og han havde kun været på banen i 10 min før han fik et korrekt gult kort. Det satte Arden i gang. Nibe bakkede for første gang i kampen og lige inden pausen fik en Arden spiller lidt for let lov til at køre et par Nibe spillere og scorede sikkert uden chance for Lars Loft. 2 minutter inde i anden halveg blev det endnu en reducering fra Arden til 2-3. Spillerne kæmpede videre, men kom endnu engang i undertal, da en overtændt Henrik ”brøleren” Bruun begik frispark og fik gult kort. Arden var rigtig tæt på at udligne, men flot refleks af Lars Loft gjorde at Nibe holdt føringen.
Nibe blev fuldtallige igen og fik derefter rystet den nervøse start af anden halveg af sig. En friløber til Andreas Schunck, og et hovedstød på overliggeren af Mathias ”J” Johansen var blandt de største chancer. Arden prøvede ihærdigt med lange bolde, men ”J” var en maskine i bagkæden og headede alt væk. 10 minutter før tid fik Nibe hjørnespark. Et flot indlæg af Koldkjær blev sendt ind mod ”J” som steg til vejrs. Et flot, veltimet hovedstød blev sendt via stolpen helt oppe i hjørnet til stor forløsning for Nibe. Få min før tid blev det også 5-2, da Koldkjær fandt Andreas ”evig-krampe” Lohse i dybden som sikkert sluttede det hektiske opgør af til 5-2.

Nibe er nu på en delt førsteplads sammen med B52 Aalborg; Nibe dog med en kamp færre end aalborgenserne.

Næste opgør er mod Nørager hjemme lørdag den 20/5 kl. 14.00