FODBOLD - Serie 2

Nibe-B52 Aalborg: 3-3 (2-1) 

Mål for Nibe: Kenneth Lohse, Niclas Schunk, Gustav Knudsen.

Lørdag den 10/6 blev der spillet 69 kampe på Nibes baner. Der var sat diverse boder op, hvor bl.a. "Ædedolken" "Guf og kugler" og "Australien Barebeque" var forbi og serverede. Der var hoppeborg til de små og kolde fadøl til de voksne. Solen skinnede og der var generelt bare lagt op til en fantastisk dag, hvor Nibes førstehold kunne rykke op i serie 1, hvis Arden vandt over Kvik/Aalestrup og Nibe kunne vinde over B-52.

Træner Henrik Bruun havde til taktik mødet inden kampen gjort holdet opmærksom på B-52´s venstre kant som uden tvivl er serie 2´s hurtigste spiller. Der var kun spillet 5 minutter før han brød igennem i venstre side og lagde en flad bold ind over, som blev sat ind til 1-0 og et stille suk kunne høres fra de mere end 100 tilskuere som var på plads. 

Nibe havde det svært i kampens begyndelse og det var tydeligt der var nerver på. Men efter 25 minutter begyndte Nibe at røre på sig. Flere spillere begyndte at gå forrest og efter nogle herretacklinger af Mick Andersen, Jonas Koldkjær og Henrik Bruun blev både tilskuerne og spillerne tændt op. Efter 30 minutter fik Nibe spillet sig flot igennem i venstre side hvor Kenneth Lohse med en god førstegangs berøring køligt kunne gøre det til 1-1. Og så gik det stærkt, 2 min efter kunne Niclas Schunk gøre det til 2-1 til stor jubel for hjemmeholdet. B-52 blev resten af halvegen mast og kunne slet ikke komme fri af Nibe´s høje og intense pres. 2-1 var dog stillingen ved pausen. 

I pausen gav holdleder Allan »Bette« Nicolajsen resultatet af Arden-Kvik/Aalestrup videre til træner Henrik Bruun. Arden havde vundet 4-1 hvilket betød at Nibe med en sejr ville rykke op. Pausen blev brugt på ros og de sidste 20 minutter af første havleg.

2. halveg startede Nibe som de sluttede første, men efter 10 minutter gik det galt. Nibe mistede bolden på B-52´s banehalvdel, hvorefter der blev sendt en bold i dybden til deres lynhurtige kant. Han blev nedlagt af målmand Lars Loft som fik direkte rødt og straffe til B-52. Nicolai Nielsen blev sat i mål, men kunne intet gøre på straffesparket og så var stillingen 2-2 og Nibe skulle spille med 10 mand i næsten 40 minutter.

B-52 prøvede at lægge et pres, men Nibe-spillerne stod godt og kompakt på banen og det, som kom ind i feltet tog Nicolai Nielsen sig af med stor autoritet. Nibe forsøgte sig med kontraer, hvor Andreas Schunck var tæt på efter et fantastisk forarbejde og indlæg af Kenneth Lohse, men hovedstødet blev reddet af B52´s målmand. Med 20 minutter igen kombinerede og sled Kenneth Lohse og Niclas Schunck sig igennem i venstre side og sendte et indlæg ind i feltet og ved bagerste stolpe stod Gustav Knudsen helt fri og kunne let gøre det til 3-2 til stor jubel for spillere og tilskuere. Med 10 minutter igen udlignede B52. En lang bold blev slået ind i feltet, hvor deres angriber kunne heade den ned til deres kant, som lidt for let kunne gøre det til 3-3.

Med 5 minutter igen havde Nibe og Niclas Schunck chancen til at få Nibe stadion i ekstase. Brormand Andreas forlængede en bold, hvor Niclas stod fuldstændig fri bagerst i feltet men sparkede desværre over. 

3-3 blev det endelige resultat i en underholdende, intens og fantastisk foboldkamp. Nibes spillere og trænerteam vil takker de fremmødte tilskuere for god opbakning – og vi håber det også vil gælde på lørdag, siger holdleder Allan Nicolajsen.

Næste og sidste kamp er mod bundholdet Doense-Vebbestrup, hvor Nibe med en sejr er i serie 1 for første gang i 10 år.