En af Nibes ældste foreninger Nibe By- og Omegns Skydeselskab afholdt i lørdags årets fugleskydning i Skalskoven. Vejret var ikke særlig venligt stemt men det blev alligevel en hyggelig dag for de 16 fremmødte skytter. 

Dagen startede med afhentning af den afgående fuglekonge Ole Nielsen, som havde arrangeret et veldækket morgenbord. Efter at formanden Erik Staun havde takket fuglekongen for veludført gerning drog deltagerne til Skal Pavillonen. Her førtes fanen frem og fanesangen sunget, hvorefter skydningen på fuglen blev indledt. Og efter den traditionelle frokost fortsatte skydningen til klokken 15.45 hvor brystpladen faldt ved skud af den nye fuglekonge Martin Staun Hansen. 

Herefter var der præmieoverrækkelse. Som traditionen foreskriver gav den nye fuglekonge en forfriskning til de øvrige skytter og symbolet på kongeværdigheden »Sølvfuglen« blev af formanden overdraget fra den afgående fuglekonge til den nye fuglekonge, som også fik sin medalje påsat. Herefter blev fanen ført ind, og dagen sluttede med et leve for den 154 årige forening.

Resultatet af dagens skydninger blev følgende:

Citronen skudt ned af Lasse Krantz Simonsen til Erik Smith.

Næbbet skudt ned af Ole Nielsen til Kristian Holm Jensen.

Nakken skudt ned af Mogens Beltoft til John Hansen.

Kronen skudt ned af Morten Staun Hansen til Jan Kristensen.

Halsen skudt ned af Mogens Beltoft til Rasmus Skov Petersen.

Halen skudt ned af Henrik Svenningsen til Erik Smith.

Venstre vinge skudt ned af Jesper Have til Henrik Pedersen.

Højre vinge skudt ned af Eigil Fristrup til Svend Åge Poulsen.

Brystpladen skudt ned af Martin Staun Hansen til Bent Lund.

Martin Staun Hansen blev dermed ny fuglekonge.