Det stort anlagte – og i endnu højere grad massivt støttede arrangement Stafet for Livet Nibe blev lørdag kl. 12.00 sat i gang ved en ceremoni på Nibe Anlæg ved Nørregade, som også er en del af den godt 600 meter lange rute, som deltagerne gennem et døgn skal forcere med fodgængere eller løbere i gang gennem alle døgnets timer.

Med festivalleder Peter Møller Madsen som konferencier blev åbningen indledt med opvarmning under kyndig vejledning fra Loop Nibe. Efterfølgende holdt borgmester Thomas Kastrup-Larsen åbningstalen. Borgmesteren udtrykte stor anerkendelse af arrangementet og roste dels det store forarbejde, som styregruppen har lagt, og den massive tilmelding på 1075 deltagere. – Det er ganske imponerende for et arrangement, der gennemføres for første gang, sagde borgmesteren.

Tidl. landsholdsspiller i håndbold Rikke Nielsen har selv været ramt af Kræft, og hun talte særligt til de 70 Fightere, som har været eller i samme situation som hende selv. – Jeg troede en gang, at medaljer og sejre på håndboldbanerne var »det største«, men sejren over Kræften var endnu større, sagde hun og gav dermed sin støtte til både arrangementet og de mange fightere.

Sidste indslag inden Nibe Marineforening satte hele stafetten i gang, var præsentation af »kalenderpigerne« fra den kalender, en særlig gruppe i Nibe har sat i salg til fordel for bekæmpelse af kræft.

Tidl. håndboldspiller Rikke Nielsen og borgmester Thomas-Kastrup Larsen var begge på scenen og talte til deltagerne, Fighterne og publikum ved åbningen.
Kalenderpigerne fra Nibe var på scenen i forbindelse med præsentation af kalenderen.