Weekendens Stafet For Livet Nibe blev en succes, som selv arrangørerne ikke havde turdet håbe på. 

Det var en yderst taknemmelig John Borg – formand for styregruppen bag Stafet For Livet Nibe, der søndag middag trådte frem på scenen og takkede alle involverede og alle med berøring med arrangementet i Nibe, der foregik fra lørdag middag til søndag middag – 24 timer med aktiviteter og kræfter, som de fleste fandt frem i den gode sags tjeneste.

– Uden den totalt velvillige opbakning fra alle sider i lokalsamfundet Nibe og de 1153, som gennem døgnet gik 26.239 omgange på ruten gennem Nibe Anlæg og Stadionparken, ville det ikke være muligt at gennemføre, lød ordene fra John Borg på vegne af styregruppen bag den lokale Stafet For Livet. Arrangementet i år var den første af sin slags, men bestemt ikke den sidste – og som han samtidig slog fast: Næste år gennemfører vi efter planen endnu et arrangement den 8. og 9. september, og her er det en udfordring alene at leve op til dette års succes: Derfor skal I alle have fat i endnu flere deltagere – og jeg håber såvel I som styregruppen er parat, lød ordene fra styregruppåens formand.

Forud for søndagens afslutning var gået 24 timer med først og fremmest de 1153 deltageres omgange à 626 meter i gang eller løb. Samlet er der gået eller løbet 16.426 kilometer, fordelt på de 1153 deltagere og samlet 28 hold.
Stafetten blev skudt i gang lørdag med åbning af borgmester Thomas Kastrup-Larsen og tale af æres-fighter, den tidligere landsholdsspiller i håndbold Rikke Nielsen. Undervejs i programmet var der forskellige indslag fra scenen i Anlægget med musik, børneunderholdning, opvarmning, morgengymnastik m.m.

Lys-ceremoniens centrale udtryk var de knap 400 lysposer, opstillet i hjerteform.

Den centrale højtidelighed under Stafet For Livet Nibe var lørdag aftens lys-ceremoni, hvor knap 400 dekorerede poser med lys var opstillet i hjerteform og efterfølgende blev fordelt langs ruten for at markere denne natten igennem. Sangeren Marianne Christensen leverede det musikalske islæt og provst Jens-Anders Djernes talte om og til følelserne for de, der har haft, har sygdommen eller har berøring med kræftramte.
Efter talen holdt de op mod 1500 deltagere og øvrige fremmødte ét minuts stilhed til eftertænksomhed og for at mindes de, der blev mistet til kræften.

Lys-ceremonien blev afsluttet med et kæmpe festfyrværkeri, og natten igennem var der så aktivitet på ruten med gående og løbende deltagere, som lejlighedsvis blev afløst eller tog en pause i ét ah de mange hold-telte, som var opstillet i Stadionhaven.

Nattens deltagere fik en unik oplevelse gennem Stadionhaven med de mange lys-poser langs ruten.
Styregruppen bag Stafet For Livet Nibe. Fra venstre: Birgitte Bergmann, Frank Larsen, Per Langgaard, Jens Uggerhøj, Birthe Bach, Peder Bach, Anna Hansen, Aase Sørensen, Tove Nikolajsen og John Borg. Med i styregruppen er også Tine Faurholdt (ikke på billedet) og konsulent ved Kræftens Bekæmpelse Pia Leth Førby.
Lys-ceremonien lørdag aften blev afsluttet med et festfyrværkeri over Nibe.