Når Janne Berger i morgen onsdag åbner døren til sin egen optikerforretning på samme plads som Kuntz Optik har haft hjemme de seneste år, er det samtidig drømmen om egen butik, der var i nærheden af at lykkes allerede i 2008.

– Dengang havde Rikke Kuntz Skovfo og jeg samme planer – og på samme tid – afslører Janne, der dengang trak sig og fortsatte i sit daværende job som fastansat optiker. Nu fik jeg så chancen for i stedet at overtage butikken, og så kan min drøm nu blive virkelighed, siger Janne i forbindelse med overtagelsen.

Janne Berger er uddannet optometrist (optiker), og har siden 1994 arbejdet hos optikere i Aalborg området, bl.a. Focus Optik og Thiele.
Hun har boet i Nibe gennem 13 år – nu som enlig mor til to børn og en hund, fortæller hun til Nibe Avis’ udsendte.

– Mine planer med Brille- Snedkeriet, som fremover vil være butikkens navn, er fortsat solid rådgivniung og et højt fagligt niveau – men også nye ting vil publikum kunne opleve, fortæller hun og fortsætter:
– Jeg planlægger bl.a. at indføre et »second-hand koncept« for briller, som kan renoveres og isættes nye glas og til salg til fordel for Kræftens Bekæmpelse. 
Også abonnement på briller og kontaktlinser vil være på programmet, ligesom jeg gerne vil fortsætte kontakten til SolsideCentret, slutter Janne Berger.