Såvel julen som det amerikanske indkøbsfænomen Black Friday står nu for døren, og i dag fredag får man i Nibe begge dele:

Fredag holder Nibes forretninger nemlig sin egen Black Friday med masser af gode tilbud på programmet, og samtidig tændes de allerfleste af julelysene i Nibes forretningsgader. Faktisk alt julebelysningen, lige undtaget det store juletræ på Torvet, som først blivert tændt den efterfølgende fredag ved et helt særligt arrangement.

Samtidig med julelys og Black Friday indledes også julemånedens store tradition i Nibe, nemlig det store julelotteri, hvor der gennem december måned er ca. 20.000 kroner på spil i form af gavekort til byens butikker.

29 lokale forretninger er med i konkurrencen, hvor man for hvert indkøb à 200 kroner får et stempel, hvorefter man med fem stempler kan deltage i lodtrækningen.

Nibe Handelsforenings ar- bejdsgruppe omkring julen står bag de nævnte tiltag – og andre tiltag følger, når kalenderen skriver december.

Deltagelse i årets julelotteri i Nibe sker som tidligere ved hjælp af et lille stempelhæfte, som udleveres hos 29 lokale forretninger i Nibe.