Sprittyv i Nibe
En butikstyv var torsdag aften 23. november forbi et supermarked i Nibe. 

Her udså han sig hurtigt 20 flasker spiritus, han gerne ville have med hjem - dog uden at betale. 

Tyven lagde flaskerne ned i en medbragt pose, hvorefter han forlod butikken. 

Flere ansatte i butikken havde dog spottet tricket og fik ham stoppet ude på parkeringspladsen. 

I stedet for 20 flasker alkohol, måtte han nøjes med en sigtelse for butikstyveri. 

Lange fingre ved kasselinjen
Et andet sted i Nibe var der også langfingrede kunder i butikken torsdag eftermiddag 23. november. 

En 43-årig kunde betalte for sine varer og så derefter sit snit til at stjæle en pung, der lå for enden af kassebåndet. 

Den ældre kvinde, der var ejer af pungen, henvendte sig hurtigt til personalet, eftersom hun så pungen var væk, og hun kunne tydeligt se på videoovervågningen, hvad der var sket. 

Gerningsmanden kunne uden problemer genkendes, hvorefter en patrulje kunne aflægge ham et besøg. 

Kvinden fik sin pung igen og manden blev sigtet for butikstyveri. 

Kilde: Døgnrapporten hos Nordjyllands Politi.