OPDATERET

Ruten for det professionelle cykelløb PostNord Danmark Rundt går til august gennem Nibe området.

Når cykelløbet PostNord Danmark Rundt den 1. august til næste år starter, foregår det i Aalborg, hvor løbets første etape såvel starter som slutter. På vejen rundt i Nordjylland køres der »mod uret«, og ruten går først nordover fra Aalborg til Brønderslev, Løkken, Blokhus, over Brovst, til Aggersund, Løgstør og Nibe, hvorfra rytterne vil ankomme fra syd, hvor Veggerby er et vendepunkt.

På et pressemøde i Aalborg præsenterede Danmarks Cykle Union og løbsdirektør Jesper Worre i dag PostNord Danmark Rundt ruten 2018, der byder på fem etaper:

1. august | 1. etape: Aalborg-Aalborg 216,6 km

2. august | 2. etape: Viborg – Vejle 180,5 km

3. august | 3. etape: Næstved – Vordingborg 174,5 km

4. august | 4. etape: Nykøbing Falster enkeltstart 19,1 km

5. august | 5. etape: Faxe – Frederiksberg 194,2 km

– Ruten i 2018 lægger op til masser af godt og uforudsigeligt cykelløb. 1. etape med start og mål i Aalborg er lang og åben, og med mulighed for god vestenvind. 2. etape, kongeetapen fra Viborg til Vejle, er lige så hård som de sidste par år, og den bliver uden tvivl igen afgørende for det samlede klassement, siger løbsdirektør Jesper Worre, og fortsætter om ruten:

– 3. etape fra Næstved til Vordingborg køres i varieret terræn med mange små og kringlede veje. Blandt andet venter der rytterne en fire kilometer lang grusvej op forbi GeoCenter Møns Klint. Det bliver vildt og underholdende at følge.

– Enkeltstarten på Falster er helt flad og relativ lang. Den ligger til specialisterne. Endelig byder 5. og sidste etape på en fantastisk smuk rute med start i Faxe, der er med som startby for første gang i løbets historie. Fra Faxe skal rytterne blandt andet omkring Stevns Klint, inden der afsluttes med de traditionsrige 10 omgange på Frederiksberg.

I alt 785 kilometer venter de forventeligt 20 deltagende hold i PostNord Danmark Rundt 2018. Det er 22. gang, at løbet afsluttes på Frederiksberg Allé.

 

Løbsrute ad de mindre veje omkring Nibe

Ruten gennem Nibe-området starter fra Løgstør og gennem Vilsted når rytterne frem til landevejen Aars / Aggersund, som krydses ved Oudrup.

Herfra går det ad Lundbyvej, Fredsgårdsvej og Halkærvej – gennem Borup og Skørbæk og rytterne skal så dreje til højre efter Halkær Å og passere Halkær Mølle på vejen mod Vegger, hvor tuten går videre mod Skivum Krat (Kratvej), som fører til en stejl stigning med ned- og opkøørsel ved Højris Mølle.

Herfra går det ad Lyngsøvej og Veggerbyvej, gennem Veggerby og ad Snorupgårdsvej mod Pandum, hvor Jordemodervejen fører rytterne til Rodstrupvej og Klæstrupvej, inden de når frem til Huul Mølle. Også her er der en stærk stigning med sprint.

Fra toppen af Huul Mølle går det til Nibe, hvor der er ankomst ad Lundevej – til højre ad Hovvej og umiddelbart igen til højre ad Hobrovej.

Gennem Vokslev går ruten til toppen af Harrild, hvor der drejes til højre ad Harrildgårdevej og med sprint på Nørreknold. Ruten fortsætter her igen til Jordemodervej og gennem Øster Hornum mod Guldbæk og Svenstrup.

Der er opløb i Aalborg på Skydebanevej ved Aalborg Travbane.

–     –     –

Dele af ruten, bl.a. over Nørreknold og gennem Huul Mølle var også på programmet, da der i 2002 blev kørt en afdeling af Post Cup og året efter, da der blev kørt Danmarksmesterskaber.