Tre erfarne juniorroere og en medaljetager fra sidste års mesterskaber deltager lørdag i Dansk Kano- og Kajakforbunds Danmarksmesterskaber i Sprint – dvs. kajakroning indendørs, som til lejligheden afholdes i Rødovre Centrum ved København.

De tre søskende, juniorroere i Nibe Roklub, der ligger som »boblere« til det danske landshold – Lærke, Søren og Silke C. K. Petersen er med ved stævnet for første gang, og klubbens kajakchef Jacob Norris, der sidste år debuterede ved stævnet – og med en flot bronzemedalje som resultat.

Solo og holdstafet
Alle fire roere stiller op i hver sin solo-klasse; Silke er U14, Søren U16 og Lærke U18 og Jacob i Masterklasse +45. Silke og Lærke har hver de 2 individuelle discipliner: 200m og 500m sprint. Søren og Jacob har hver 2 individuelle discipliner: 200m og 1000m sprint.

Med fire deltagere har Team Nibe mulighed for at stille hold i 5000 meter stafet – fire deltagere med to af hvert køn, og så skal der roes ro 5000m på tid. 

– Vi har trænet både sammen og individuelt gennem hele november og december, og jeg har udarbejdet en træningsplan for intervaltræningen til de 3 unge, som de har tilpasset og fulgt, siger kajakchef Jacob Norris, der er meget tilfreds med træningsindsatsen – men om det rækker til mere end vundet erfaring, må tiden vise – for det er stærke roere, vi skal dyste med på lørdag, siger Jacob Norris.

Lørdag fra kl. 10.00 sendes der live-streaming fra stævnet: Kajak-sprint 2018