På generalforsamlingen for Venstre i Nibe valgte 22 fremmødte medlemmer både ny formand og to nye bestyrelsesmedlemmer.

 
Nye friske og gamle garvede kræfter i Venstre skal nu sammen sætte kræfterne ind på at skabe fremgang på flere områder, og skabe grundlag for at partiet genvinder sin styrke ved kommunalvalget i 2021.
 
Deltagerne i generalforsamlingen kunne høre formand Jørgen La Cour-Harbo aflægge sin årsberetning, som i sagens natur handlede meget om det netop overståede kommunalvalg, hvor Venstre i Aalborg Kommune gik et mandat tilbage, og partiets spidskandidat Tina French Nielsen ikke indfriede forhåbningerne om at indtage borgmesterposten. Herudover blev den lokale Nibe-kandidat Hans Thorup ikke genvalgt, og det var tre resultater af valget, som formanden ikke var tilfreds med. - til gengæld kan vi være tilfredse med at Venstre bibeholdt sine to rådmandsposter, hvoraf den lokalt valgte Tina French Nielsen fortsat besætter den ene, sagde Jørgen La Cour-Harbo.
 
Ny formand
Efter gennemgang og godkendelse af regnskab og budget skulle der findes en ny Venstre-formand i Nibe, og dirigent Erik Hovesen meddelte at proceduren herfor begærer skriftlig afsteming, og de to på forhånd udnævnte stemmetællere kom derfor på arbejde, hvilket dog viste sig at være en nem opgave: Tidligere byrådsmedlem Hans Thorup blev valgt, og han erklærede straks, at ét af hans indsatsområder som formand vil være at arbejde med »den positive historie« - at det kan være godt at være medlem af et politisk parti. Med sig i bestyrelsen får den nye formand Martin Bødker Christensen og Torben Poulsen, som begge blev nyvalgt på generalforsamlingen, medens foreningens hidtidige kasserer Ketty Østergaard Madsen trådte ud af bestyrelsen.
 
Læs et længere indslag fra generalforsamlingen hos Venstre i Nibe i kommende uges trykte udgave af Nibe Avis.