Kenn Plougman Olsen er manden bag et nyetableret firma ved Nibe

- eller mere præcist: midt imellem Sønderholm og Vokslev. På Keldbakgårdsvej har han sammen med Aem Salling realiseret en drøm om at drive en virksomhed med produkter, hvis tilblivelse både tager hensyn til naturen, og på samme tid kan fremstilles til en overkommelig pris for forbrugerne, selvom der er tale om en unikt, elegant, eksklusivt og særdeles smukt produkt.
Kampu-Wood hedder virksomheden, som har en mission om  at sikre forbrugeren overkommelige priser, medens der samtidig gøres en indsats for miljøet. - Bæredygtighed og godt håndværk, kan nemlig godt gå hånd i hånd til glæde for alle parter, fortæller Kenn Plougman Olsen.
Bordplader er virksomhedens kerneprodukt, og det smukke kampu-træ har givet inspiration til virksomhedens navn. Træet importeres fra Thailand, som Aem oprindeligt stammer fra. Kampu-træet er kendetegnet ved en karakteristisk paraplylignende form, og træet kan blandt andet blive op til 30 meter højt - og helt op til 60 meter bredt! Træet vokser meget hurtigt, og optager enorme mængder CO2, hvilket er godt for miljøet.

Det hele starter med et karakteristisk kampu wood træ - og ender med unikke bordplader fra virksomheden ved Vokslev.

Plankebord i én plade
med æstetisk udtryk
Men det er ikke blot træets egenskaber, som gavner miljøet. Den lille familieejede virksomhed Kampu-Wood gør også en miljø-indsats: Ved hver skovning af ét træ, genplantes der mindst to nye træer, så fremtidens miljø sikres i området. Og der fældes ikke flere træer end der er nødvendigt: Vi fælder først træer, når det er nødvendigt - altså når der foreligger en ordre på et bord, og på den måde har vi lageret af planketræ i skoven i Thailand - der hvor det gør mest gavn, - indtil vi skal bruge det til at lave en særligt udvalgt bordplade af, siger Kenn Plougman Olsen.
- Når træet er fældet, tager lokal arbejdskraft i Thailand sig af beskæringen og forbehandlingen af træet, inden det fragtes hjem til vores værksted ved Vokslev, hvor det får den sidste finish, så vi helt efter kundens ønsker, opnår et plankebord i én massiv bordplade med flotte åretegninger, og et æstetisk udseende helt ud over det sædvanlige, siger den stolte indehaver af Kampu-Wood.

Showroom, så du kan se
hvad du køber
Både Aem og Kenn har stadig deres respektive jobs, men målet er klart på sigt at skabe så stor popularitet og efterspørgsel på de eksklusive kamputræ bordplader, at det der indtil videre er en hobby, på sigt kan udvikle sig til at blive et levebrød for hele familien. - Vi tror på det, og har allerede kontakt til steder, hvor bordpladerne kan blive udstillet og eksponeret. Vi har også været på messe med borpladerne, og her var der stor interesse for vore produkter. Og for dem, som er nysgerrige for at se og mærke vore produkter, så har vi indrettet showroom på virksomheden ved Vokslev, og her kan man altid invitere sig selv ind for ved selvsyn at konstatere hvor nutikke og smukke disse bordplader er. - Herudover har vi planer om at holde et åbent hus arrangement her på virksomheden i løbet af foråret, og så håber vi at mange vil komme ind og opleve det vi selv betragter som kunst - eller man kan også sige det mere konkret: Et skønt maleri på ben! - siger Aem og Kenn med stor stolthed i stemmen over deres unikke bordpladeprodukter.