Michael Vesterskovs historier er fyldt med humor, men taler samtidig til noget dybt i én.

Vi møder manden, der søger efter meningen med livet, en kvinde klædt i 14 sæt tøj uden på hinanden, en mistet ven, en sang, som forsvandt. Og vi møder ensomheden, og Carsten, hvis liv er blevet sådan, at glæden er blevet træt af at vente og har fundet andre græsgange, genboen, som taler med sin Volvo, manden, der samler på reklamer, kvinden, som ikke ville huskes for noget, præsten, politimester Krebs og Bingo fra dansebandet, for ikke at tale om Søren Duelort.

Oplev dem en for en i »Duemanden og andre fortællinger«. 

Michael Vesterskov ser; han ser igennem og beskriver livets absurditeter og personer, vi på en måde alle sammen kender. På sin helt egen nordjyske, stille, finurlige facon lader Michael Vesterskov os krybe ind under huden på personerne ind til der, hvor livet også gør ondt. Michael Vesterskovs datter, foto- og billedkunstner, Frederikke Z. Vesterskov har bidraget med fotos, der på samme måde som historierne rummer både skønheden og livets mørke og melankoli.

»Duemanden og andre for- tællinger« udkommer på fredag den 20 april.

Om Michael Vesterskov:
Kendere af den lokale musik- og fodbold historie vil vide, at Michael Vesterskov, der er opvokset i Nibe og Lundbæk, udgjorde en femtedel af Nibe-bandet »Heavy Clouds« – en forløber for nutidens »The Bats«, og han havde en talentfuld karriere som fodboldspiller i AaB, inden han valgte musikkens vej

Han er initiativtager til bandet Westwood, der havde en række radiohits, blandt andet »Easy Sundays« og »Once in America«. Westwood blev opløst i 1993, og siden har Michael Vesterskov udgivet 17 soloalbums. Ud over at holde foredrag og koncerter, har Michael Vesterskov desuden skrevet bøgerne »I lænestolens dybe stille ro« og »En sangskrivers søgen efter det dybe smil«. Sammen med skuespiller Marianne Mortensen har han udgivet 3 albums samt skabt musikforestillingerne »Det blå hotel« og »Vild Sjæl«.

Februar 2018 udkom Ep’en »Outtakes« hvor sangen »Another crazy day« kom i rotation på DR P5. 

Michael Vesterskov er netop færdig med en turne rundt i landet med koncertforedraget »Hjertets vagabond«.

Bogen præsenteres fredag af forfatteren selv ved en uhøjtidelig release-reception på Nibe Avis.

Michael Vesterskov.