FODBOLD - serie 1 herrer

Nibe Boldklub - Hobro IK: 1-1 (1-0)

Målscorer for Nibe: Asbjørn Corfitz

Hdvisning: Henrik Bruun.

Nibes 1.hold skulle på Kristi Himmelfartsdag op imod førerholdet Hobro, som endnu ikke havde tabt en kamp. Der var mødt mange tilskuere op for at bakke op om hjemmeholdet, hvilket uden tvivl hjalp holdet. Der blev for anden kamp i træk, rent ud sagt, kæmpet til sidste blodstråle.

Hjemmeholdet var klar fra start og allerede efter 30 sekunder fik Jesper Droob en kæmpe chance efter et flot angreb i højre side, men han sparkede desværre forbi mål. Kort tid efter leverede Christian Lohse flotte driblinger og afsluttede tæt over mål.

Det var tydeligt at se hjemmeholdet var opsat på slå Hobro, og efter 25 minutter kunne Nibe da også juble. Endnu et fantastisk angreb i højre side hvor Christian Lohse blev sendt til baglinjen. Han slog her et fladt indlæg, hvor Andreas Schunck viste stort overblik og lod bolden gå gennem benene til en fremadstormende Asbjørn Corfitz som satte bolden op i nettaget til 1-0. Resten af halvlegen kæmpede hjemmeholdet bravt og holdt Hobro fra de store chancer.

I pausen var der stor ros fra cheftræner Henrik Bruun til spillerne, men der blev samtidig også pointeret, at de kun var halvvejs. Hobro havde lavet nogle ændringer til anden halveg, hvor bl.a. deres frisspark-skytte var flyttet længere frem på banen. Udeholdet fik fra start lagt et tungt pres og efter 10 minutter blev Nibe en mand i undertal, da  Andreas Corfitz fik vist det gule kort. Nibe kæmpede sig dog gennem perioden i undertal. Men efter 70 minutter fik Hobro udlignet efter de for første gang i kampen fandt plads mellem Nibes kæder. Fra 25-30 meter bankede den førnævnte frisspark-skytte bolden op i hjørnet uden chance for Mikkel Møller. Kort tid efter havde Hobro også en hovedstød på stolpen.
10 minutter før tid fik Nibe en kæmpe chance. Et fremragende indlæg af Nicolai Nielsen som Andreas Schunck akkurat fik kastet sig frem til, blev dog reddet af målmanden. Det skulle dog vise sig at bolden var en halv meter over stregen, som også blev bekræftet af Hobros målmand, men linjevogteren var ikke nået med spillet. Til sidst i kampen fik Henrik Bruun flækket læben som til stor forargelse ikke endte med et rødt kort til Hobro spilleren men derimod en udvisning til Bruun.

En sand herrefight fra begge hold, hvor uafgjort nok er fortjent for begge hold. Dog var der ærgrelse at spore at spore hos især hjemmeholdet, som i de sidste 10 minutter blev decideret bortdømt!

På søndag den 13/5 er der lokalbrag mod rækkens nummer 2 Løgstør.