Det 15. Sildeløb i Nibe blev en stor succes med en fremgang på 50 løbere i forhold til sidste år.

676 løbere ialt gennemførte løbet på en af de 4 forskellige ruter.

– Og det er flot med de udfordringer der var med Femina løb i Aalborg og Royal Run på mandag, siger præsident for Guldgåsen Birthe Pedersen – og fortsætter: – Vejret var fantastisk, så der kom næsten 200 eftermeldinger.

Formand Knud Tobiasen fra Nibe Boldklub havde i år opgaven med at skyde løbet igang. Og det skete med opfordring til motion og fællesskab.

Søren Sørensen havde bedste tid på 5 km med tiden 18,04 min. for mænd

Katja Knudsen havde bedste tid på 5 km. med tiden 19,19 min. for kvinder

Martin Kragelund havde bedste tid på 10,3 km med tiden 38,18 min. for mænd

Ninna Dalsgaard Christensen havde bedste tid på 10,3 km med tiden 48,34 for kvinder

Steffen Feldbæk Jensen havde bedste tid på ½ marathon 1:23:05 for mænd

Ida Marie Hunderup havde bedste tid på 1:38:43 på ½ marathon for kvinder

Trille turen havde i år OL som tema, hvilket 126 børn deltog i med stor begejstring, samt stor opbakning af forældre og bedsteforældre.

– I alt var der stor opbakning af børn til løbet. Især Vokslev Friskole havde et kæmpe hold med, hvor de havde ens hvide trøjer på, som en rigtig god reklame for skolen. Nogle havde endda blå balloner på, så de var genkendelige i løbet, og forældrene gav kæmpe opbakning ved at løbe med, fortæller Birthe Pedersen.

Horne og Ranum efterskoler havde også store hold med, så Sildeløbet er kendt for kvalitet rundt i Nordjylland.

Halv-marathon løberne synes der er mange bakker i Nibe området, men en meget smuk tur med fjord og skov.

– Samtidig skal der igen lyde en kæmpe tak til alle vores sponsorer, uden deres hjælp kunne løbet ikke gennemføres. Samtidig skal der lyde en stor tak til alle frivillige, som var med til at hjælpe ved løbet. Overskudet fra løbet bliver også iår uddelt til humanitære formål og til personer med særlige udfordringer.

Der blev i anledning af Lions Club Guldgåsens 15 års fødselsdag uddelt donationer på samlet 26.000 kr. til Sildeløbet.

Der var omkring årets Sildeløb en stemning af folkefest, og efter løbet blev mange på pladsen og drøftede bl.a. personlige tider og minder med venner og bekendte.