Gennem to år har Jens Jørgen Ørris og fru Hanne bragt årstiderne ind til Solsidecentrets beboere. Torsdag aften blev Forår 2018 hentet ind. Aftensolens stråler fra ovenlysvinduer var lige ved at overmande billederne på lærredet. Alligevel kunne vi se, at is og sne i lang tid tog livtag med foråret. Vi - godt 30 deltagere - kom rundt i vort skønne Himmerland i og omkring Nibe, fortæller Birgit Sohn Christensen: 

– Pludselig er skovbunden hvid af anemoner, mirabelle og æbletræ blomstrer for fuld kraft, fugle bygger rede, og snart ser vi ungernes åbne næb stikke op over redekanten. Jo, Foråret 2018 kom omsider med fuldt kraft og sol! Selv bøgen sprang lige ud i det grønne. Måske hjalp det også, at vi sang »Kom maj du søde milde« samt andre forårssange. Forfriskning med frugt og flydende gav også en snakkepause.

Solsidens Venner hjalp beboerne til og fra salen og sørgede sammen med Hanne og Jens Jørgen samt Røde Kors Besøgstjeneste for endnu en god aften på Solsidecentret.

De 4 Årstider i billeder og sang holder nu en pause.