Den forløbne weekend havde Kino Nibe lanceret et koncept med 24 timers direkte forevisning af Le Mans racerbil løbet – kombineret med kommentarer undervejs, bl.a. fra den danske Le Mans legende Tom Kristensen.

I forbindelse med løbet siger Kino Nibes næstformand Torben Olesen, der selv var til stede i mange af de 24 timer, at initiativet ikke helt fik den deltagelse, som Kino havde håbet på, men at der igen i 2019 forventes gennemført et tilsvarende arrangement.

– Der er formentlig flere årsager til, at vort arrangement, som var det første af sin art, ikke fik den ventede deltagelse: Dels var der lørdag aften konkurrence fra det danske fodboldlandshold, som spillede sin første kamp under VM i fodbold, men også mere lokalt kan vi gøre noget anderledes.

Vi forventer således til næste år at ændre konceptet til noget mere fleksibelt, så man ikke på forhånd behøver at booke tilstedeværelse i alle 24 timer, men kan reservere en plads, som så er reserveret uanset om man er til stede eller tager en pause. Dertil kommer, at vi forventer at tilbyde en mere fleksibel mad-bestilling, så man undervejs eller på forhånd kan bestille mad. Alle disse forhold vil også påvirke prisen på det samlede arrangement, som vi erkender nok har været i overkanten, siger Torben Olesen til Nibe Avis.

Det samlede koncept skal nu vurderes i den arbejdsgruppe, som har stået for vort Le Mans arrangement, men vi forventer som nævnt, at vi igen i 2019 vil tilbyde en 24 timers oplevelse under årets Le Mans løb, slutter Torben Olesen.