Af: Jakob Brix og Morten W. Søndergaard

På vej hjem fra fire fede dage, fangede Nibe Avis vennerne Simon fra Arden (17 år), Jonas fra Arden (17 år), Christian fra Arden (17 år) og Sebastian fra Øster Hornum (18 år). Her fortæller drengene, der netop har afsluttet deres første Nibe Festival, at de er super tilfredse med de oplevelser, som de tager med i bagagen fra årets festival. De fire drenge, der under hele årets Nibe Festival har boet på Tuborg Sommer Camp, forklarer at det har været »rimelig luksus« at bo på campen. Tuborg Sommer Camp er et camp-tilbud, for de festivalgæster som ønsker at pakke let. Her kan man købe enten to- eller firemandstelt, som er opstillet, når gæsterne ankommer til festivalen. Tilbuddet inkluderer blandt andet morgenmad med tilhørende morgenbitter og selvfølgelig Tuborg øl til at starte dagen på.

De fire drenge har været flittige gæster i Måneskinsteltet, som ligger på Camp-området. Herudover har de brugt meget tid på Camp-områdets Chill & Champ område, hvor der er masser af aktiviteter og konkurrencer i løbet af de fire festivaldage. Drengene beskriver området: »Det er et super fedt område og det er godt til at pleje tømmermændene«.

Selvom drengene endnu ikke har pakket deres telt fra årets Nibe Festival sammen, kan de næsten ikke vente til næste års Nibe Festival, hvor drengene overvejer at opgradere sovefaciliteterne til at bo på Resortet næste år.