Silke C. K. Petersen fra Nibe Roklub og hendes makker Laura Priess Nørgaard fra Vejle Å Kajakklub, tilkæmpede sig ved weekendens Silkeborg Regatta en 3. plads og bronzemedalje om lørdagen på 200 meter sprint. Og for lige at vise de andre roere at 3. pladsen var deres, gentog de succesen om søndagen på 500 meter sprint. Det er 2. sæson de roer sammen, og for hvert stævne er de kommet tættere på medaljerne, og denne gang lykkes det så. 

I enerkajak nåede de begge »kun« til B-finalerne på 500 meter, så det viser at et godt samarbejde er rigtigt meget værd når man roer mandskabsbåd, siger deres træner Anders Petersen.

Søren C. K. Petersen har fået ny makker i toerkajak, Valdemar Kappel fra Silkeborg. De har ikke trænet sammen, men samarbejdet lover godt. Lørdag brugte de 200 meter løbene på at finde hinanden og kom med nød og næppe i A-finalen. Søndag vandt de semifinalen på 500 meter, og kom sikkert videre til A-finalen, hvor de blev nr. 8.

I enerkajak roede Søren sig også til B-finalen på 500 meter hvor han sluttede på en 8. plads.