Mandag aften slog Nibe Museum og Kulturelt Samråd i Nibe dørene op til sommerens udstilling i og ved Tinghuset.

Der er tradition for, at de to foreninger holder fælles åbning af disse udstillinger, som i år – for Nibe Museums vedkommende – omfatter en række skilte fra tidligere og nuværende Nibe-forretninger.

Kulturelt Samråd har i sine udstillingslokaler en kombineret udstilling af billedkunstner Hanne Bove og keramiker Lene Svolgaard Greve.

I den tidligere fængselsgård bag Tinghuset har Kulturelt Samråd opsat en udstilling bestående af forskellige installationer, udført af Alf Nedergaard.

For Nibe Museum indledte formand Jan Dalsgaard åbningen med at præsentere udstillingen, og han rettede en tak til dels de forretninger, der har bidraget med materialer og til enkeltpersoner og museets medarbejdere.

Bestyrelsesmedlem Alf Nedergaard introducerede for Kulturelt Samråd udstillingerne i Galleri Tinghuset og i fængselsgården.

Udstillingerne er åbent alle hverdags eftermiddage i skolernes sommerferie.

Alf Nedergaard bød velkommen til åbningen af Galleri Tinghusets udstillinger.
Billedkunstner Hanne Bove og keramiker Lene Svolgaard Greve udstiller deres værker i Galleri Tinghuset.
Installationer med billeder på væggene og en fiktiv golfbane dominerer den tidligere fængselsgård bag Tinghuset.