Holdet vandt søndag i overlegen stil  guld ved mesterskabs skydninger i Herning.

I den forgangne weekend afholdte Danmarks Jægerforbund mesterskabsskydning i jagtskydning og jægertrap i Herning Jagtcenter med over 860 deltagere – og for andet år i træk, tog vi os af guldmedaljerne, beretter jagtforeningens formand for flugtskydningsafdelingen Henrik Holm Jensen, der har været primus motor for foreningens 13 deltagende skytter over weekenden.

Seniorholdet med foreningens 4 topskytter; John Christensen, Michael Troelsen, Søren Steffensen og Carl Anders Høgh kom øverst på podiet med 118 skudte duer af 120 mulige. Det er et fantastisk flot resultat og guldet blev vundet med 2 duer flere end nr. 2. 

Der er hård konkurrence, men vi er de bedste og det beviste vi igen i år – 29 andre seniorhold måtte kapitulere. 

Individuelt endte vi lige uden for podiet, men foreningen kan alligevel være stolt af at have Søren Steffensen og Michael Troelsen i top 10, med henholdsvis 40/41 og 39/40, som rækker til samlet nr. 5 og 7. 

Lørdagens turneringer blev knap så fantastiske for foreningens andre deltagende hold og skytter. En kraftig vind over banerne gav særdeles svære betingelser og det slog Veteranholdet og Oldboysholdet ud af kurs. Veteranholdet endte på en 4. plads 3 duer efter vinderne og Oldboysholdet blev nr. 7, 7 duer efter vinderholdet. Vi havde, med god grund, forventet os meget mere - træningen i ugen op til weekenden havde nemlig budt på topresultater hele vejen rundt, fortæller Henrik Holm Jensen. 

Søren Steffensen markerede sig flot med 3. plads i Jægertrap.  

Udover jagtskydningen, konkurreres der også i disciplinen jægertrap, hvor der skydes til 2 x 25 duer. Her viste Søren Steffensen, at han også mestrer denne; med 48 smadrede duer endte han, efter omskydning, som en meget flot bronzevinder. Derudover i top 10, endte foreningens Johnny De Rosche og Kurt Frederiksen som flotte nr. 7 og Michael Troelsen som nr. 9. I jægertrap deltog i alt 98 skytter.

Med den resultatmæssige fremgang vi viser og store bredde, som vi ser i Nibe Jagtforenings flugtskydningsafdeling er der ingen tvivl om, at vi også vil kæmpe med om podiepladserne de kommende år, slutter formanden for udvalget; Henrik Holm Jensen.

Læs også historien om Nibe-skytternes bedrifter i denne uges trykte udgave af Nibe Avis. LÆS HER 

 

 

Nibe-jægernes formand for flugtskydningsudvalget Henrik Holm Jensen under sine skydninger.