Indkøber på Erhvervsskolerne Aars Peder Klemmen Bach, Ellevej 7, Nibe fylder 60 år fredag den 10. marts.

Peder Bach er indfødt Nibenit og bor stadig i Nibe sammen med Birthe.

I 1978 kom han i lære i Provinsbanken i Nibe, som senere blev Danske Bank, og i de 35 år det blev til i finansverdenen, har Peder haft mange forskellige ansvarsområder og funktioner i banken. Sidste bankjob var tilbage i Nibe afdeling som kunderådgiver i Danske Banks afdeling i Nibe. 

Nedskæringer i banken ramte dog også Nibe afdelingen og da afdelingen skulle skære 3 stillinger, stod den på nyt job til Peder. 

Herefter fik Peder tilbudt stillingen som indkøber på Erhvervsskolerne Aars – et job lige efter hans hoved og hvor han følte sig hjemme fra første dag. 

 

I fritiden er han meget aktiv og han fordeler interesserne mellem bl.a. en bestyrelsespost i Nibe Festival, medlemskab af Nibe Rotary Klub og Nibe Alternative Bicykleklub samt deltagelse som aktiv i Stejlepladsens Fyraftenscafe hver måned – og selvfølgelig familien, som udover Birthe tæller sønnerne Kristian og Morten. 

For sit store engagement inden for Rotary modtog Peder Bach i 2016 bevægelsens største udmærkelse Paul Harris Fellow, og Nibe Alternative Bicykleklub har gentagne gange udnævnt ham til »Årets NAB«.

Peder Bach er pligtopfyldende og engageret overfor de opgaver han påtager sig og løser dem med godt humør og en kreativ tilgang.

Fødselsdagen fejres med fest for familie og venner.

 

Peder Bach