Kirsten Marie Damborg, Munchs Vej 46, Nibe, runder 80 år søndag den 16. april. Kirsten blev født og voksede op i Sæby som den næstældste ud af en søskendeflok på 10. I barndomshjemmet var der altid yngre søskende og praktiske opgaver at hjælpe til med, men også mange at lege med og et stort sammenhold. Kirsten havde dog også tid til at holde sin far ved selskab, når han som vognmand kørte kød ud til slagtere i Skagen og Frederikshavn. Ofte var hun heldig at få et godt stykke kød af slagteren med hjem til familien. Sparsommelighed, flid samt omsorg for andre var egenskaber Kirsten tog med sig fra barndomshjemmet videre ud i verden.

De unge og voksne år var præget af en række langvarige jobs rundt omkring i landet. På en fiskefabrik i Frederikshavn svingede Kirsten i en årrække dygtigt fileteringskniven gennem rødspætterne. Derefter gik turen sydpå til en cigarfabrik i Fredericia, hvor hun rullede cigarer, inden hun fik job i køkkenet på Plejehjemmet Elmely i Nørresundby.

Det var i løbet af de mange år i Nørresundby, at Kirsten mødte Ove Damborg og besluttede sig for at bytte jobbet på Elmely ud med rollen som medhjælpende hustru på et landbrug i Simested lidt uden for Vokslev ved Nibe, hvor Ove overtog gården fra sine forældre. Kirsten og Ove blev viet i 1967 og har netop kunnet fejre guldbryllup.

På gården i Simested var det en smal sag for Kirsten at lære kunsten at partere en gris og svinge en roehakke. Her fik Kirsten og Ove også deres 2 børn, og det blev til 10 år som landmandskone, inden parret besluttede sig for at sælge gården og rykke videre til Nibe. Kirsten brugte dog fortsat al sin kunnen i et køkken - og gør det stadig - til stor glæde for såvel mand som børn. Også de 5 børnebørn, som er kommet til de senere år, kræses der for.

I et langt liv med at tage sig godt af andre er der dog også blevet plads til at hygge sig med mange banko-aftener hver uge og eftermiddage i Seniorklubben.

Kirsten fejrer sin runde fødselsdag i påsken sammen med børn og børnebørn, sine mange søskende og deres efterkommere.