Bente Knudsen, Vester Skivumvej 2, Skivum, kan 1. maj fejre 25 års jubilæum som selvstændig erhvervsdrivende.

Jubilaren startede selvstændig virksomhed i Kolding 1. maj 1992, og kan altså nu 1. maj 2017 fejre 25 års jubilæum som selvstændig.

Sekretærassistancen kom firmaet til at hedde, sekretærbistand til mindre og mellemstore virksomheder. Men firmaet indeholder også salg af forskellige ting, såsom tøj og hudpleje. Så det har hele tiden været mere end et fuldtidsjob.

Bente Knudsen er uddannet i revisionsbranchen som sekretær, har været i statsautoriserede firmaer ca. 18 år, inden opstart af egen virksomhed. Det var en kunde i revisionsfirmaet, der spurgte, om jeg ikke ville starte op for mig selv, så ville hun bruge mig i sin virksomhed som virksomhedskonsulent, kursusarrangør og iværksætterrådgiver, fortæller hun og fortsætter: 

– Der kom så efterhånden flere kunder til, og i 1994 flyttede jeg til Byrsted området, hvor jeg videreførte firmaet – og udbyggede det til et vikarbureau, hvor jeg også sendte vikarer ud i firmaer i hele Himmerland og Aalborg. Sideløbende havde jeg jobs som skolesekretær og vikar for skolesekretærer.

I 1998 flyttede firmaet til Vegger og kørte videre der indtil 2007, hvor vi flyttede til Skivum. Her har firmaet nu fungeret i 10 år.

Nu er det dog mest Boutique Bentes Corner der fylder i den selvstændige virksomhed. Jeg har beholdt en enkelt kunde i Sekretærassistancen.

Boutique Bentes Corner, der fylder halvdelen af privatboligen, indeholder alt, hvad en kvinde kan begære - lækkert tøj, smykker, tasker, sko, brugskunst og hudpleje – selv lidt tøj til hendes mand/kæreste. En slags gårdbutik. Og alt sammen til overkommelige priser.

Sideløbende med Sekretærassistancen og Boutique Bentes Corner har jeg et formiddagsjob på Mariagerfjord Idrætsskole i Onsild.

Jeg holder meget af afveksling i mit arbejdsliv, og det føler jeg virkelig, at jeg har fået nu.

Jeg tager meget ud på messer med butikken og arrangerer også selv messer. Selvom man er fyldt 61 år, behøver man ikke gå i stå. Jeg har hele tiden forsøgt at tilpasse min virksomhed, så den følger med udviklingen, og butikken har nu efterhånden kunder i hele Danmark, da der også er føjet en webshop til aktiviteterne.