Chauffør Kaj Kvist, fra Kørselscenter AKAFA, kan søndag den 1. oktober 2017 fejre 50 års jubilæum som tankvognschauffør.

Dengang Kaj startede som 22 årig i 1967 på det lokale mejeri Koppersmølle ved Skørbæk, var det ikke et ”nyt job” han tiltrådte, da han tidligere havde kørt med mælkespande. Men efter sin soldatertid blev det til et fast job, selvom han i første omgang startede som afløser. Arbejdsdagen i 1967 var på 6 timer pr. dag fra kl. 7 til 13, men så kørte man også hver dag. Der gik lang tid før Kaj, som den yngste i flokken, fik sin første fridag.

I 1967 kørte en tankvogn ca. 40 km pr. dag og chaufføren kunne altid se mejeriets skorsten. Kaj besøgte ca. 65 andelshavere, hvor der tit blev serveret kaffe og frokost. Som lokal tankvognschauffør havde man aldrig madpakke med. Disse 65 andelshavere skulle have samlet mælken hver dag, dette gav så 2 læs á 4 tons. Den mindste indvejningsmængde var på 20 liter og ca. halvdelen havde under 50 liter pr. gang, i dag samles der 3 – 4 læs på en arbejdsdag og hvert læs er på ca. 35 - 37 tons, antal besøg er ligeledes reduceret til omkring 10 – 15 om dagen.

Kaj kan ikke længere se mejeriets skorsten, når han samler mælk, men samler stadigvæk mælk i lokalt området langs Limfjorden på sydsiden, men med lidt større radius, selv om indsamlingsområdet er blevet udvidet, så er Kaj på fornavn med alle dem han besøger. Kaj ønskes tillykke med sit jubilæum, det er en stor ære at havde mulighed for at indstille Kaj Kvist til Dronnings Fortjeneste medalje for uafbrudt 50 års arbejde som mælkekusk ved dansk mejeribrug.