Julie Christensen fra Nibe, der af Nibe Rotary Klub er udsendt som udvekslingsstudent i Brasilien, fortæller her om sit ophold:

Jeg ankom til São Paulo i Brasilien den 13. august. Jeg kan ikke engang beskrive, hvor mange forskellige følelser og tanker der gik igennem mig, da jeg ankom. Det er noget, jeg har villet hele mit liv, men det endelig at gøre det, er noget andet. Det at skulle bo et år i et fremmed land, hvor et fremmed sprog snakkes, fremmede normer er hverdagen og alt ser anderledes ud, er en stor forandring. Jeg var især nervøs over, at skulle flytte ind hos en familie, jeg kun havde udvekslet et par emails med. 

     Jeg ankom i lufthavnen og blev modtaget af den sødeste familie med smil og mit navn stavet med balloner. På vej tilbage til bilen havde min familie glemt, hvilken etage de havde parkeret, hvorefter vi måtte tage elevatoren op og ned mindst 10 gange, før vi endelig fandt den rigtige etage.

– Welcome to our crazy family, fortalte de mig og grinte. Så allerede fra første dag, følte jeg mig velkommen og en del af familien. I lejlighedskomplekset er der porte, hvor securityfolk låser op for dig. Nogle steder skal man endda bruge fingeraftryk for at komme ind.

     Min første familie består af min mor Del, min far Andre, Aninha (11 år) og Malu (17) år. Malu er i øjeblikket selv på udveksling i Danmark. Jeg boede det første halve år i et lejlighedskompleks, i et nabolag kaldet Vila Mascote, hos dem. 

     Vi var på et tidspunkt til et skandinavisk marked, hvor næsten alt var solgt, da vi ankom. Det eneste danske,  jeg kunne købe, var en pakke ristede løg fra Kolding. Jeg tror, jeg må have glemt at forklare, hvad de bruges til, for en dag kom jeg hjem ved frokost tid og får en tallerken med æg, salat og ris med ristede løg. På mit ris. Ristede løg på mit ris. Underligt nok, så smager det godt.

     Et typisk brasiliansk måltid er f.eks ris med feijão, kød og salat. Spørger man efter salat, får man typisk 3 store salatblade og en skive tomat, hvorefter man så kan putte olie og salt på. Herovre spiser de dessert efter næsten alle måltider. Og så er det typisk virkelig søde ting, som f.eks pudding og brigadeiro (lavet af kondenseret mælk og enten kakaopulver eller chokolade). Dessert pizza er normalt herovre.

     Der er mange simple hverdagsting, der er anderledes. Simple ting, som at skraldespanden aldrig er under vasken, at man giver et kys på kinden, når man hilser, at man ikke bare lige kan tage et glas vand fra vandhanen og så en af de værste: at man stort set overalt ikke må putte toiletpapiret i toilettet. En anden ting er kakerlakker. Man kan gå på gaden, og så kommer der bare en kakerlak kravlende. Eller endnu værre, det er muligt at se dem i huset. De er hurtigere, end man lige tror…  

    Man hører ofte reklamebiler, der kører forbi: en bil med en højttaler, hvori en reklame kører på fuld volume. Ved min første værtsfamilie, kørte den samme forbi flere gange om ugen. Nogle gange, var jeg ikke sikker på, om den rent faktisk var der, eller om jeg bare forestillede mig melodien. 

    Det første halve år gik jeg på en privatskole kaldet Colégio Augusto Laranja. Min skole har skole-uniform, men i de 3 ældste overgange behøver vi ikke at bruge den. Skole starter kl 7:15 og slutter kl 13:35. Nogle dage har jeg eftermiddags timer. De skriver utroligt mange notater i skolen. Alt sammen i hånden. Det gælder også stile. Jeg har kun oplevet, at de har brugt computer én gang. Størstedelen af timen foregår med råben, og det er sjældent, at de rækker hånden op. Jeg har vænnet mig til det nu, men i starten var det en anelse voldsomt. Jeg fik også noget af et chok, første gang de sang fødselsdagssang i klassen. De råber mere end de synger og klapper imens.

Vejret er noget varmere herovre. De bruger aircondition meget, ofte indstillet en anelse for koldt, efter min mening. Man går udenfor og er ved at dø af varme, hvorefter man går indenfor, og det nærmest bliver for koldt. Min første familie grinte altid ad mig, når jeg kom gående ind i stuen med et tæppe.

     Gaderne i São Paulo er ret beskidte. Det er normalt at se hjemløse og skrald overalt. Ledningerne hænger fra lygtepæl til lygtepæl alle steder, istedet for under jorden. Jeg har ingen ide om, hvor mange gange, jeg har set en ledning hængende halvt nede på vejen.

    At lære et nyt sprog, er vildt svært. I starten var det vildt svært, at kommunikere i offentligheden. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har prøvet, at skulle bruge google translate i en butik. Generelt synes jeg, at jeg forstår næsten alt, men at snakke portugisisk er stadig vildt svært.

     Jeg har kun været her et halvt år, og jeg har allerede fået en masse uforglemmelige oplevelser (jeg har en Facebook side kaldet »Julies år i Brasilien - RYE 17/18«, med billeder og nogle af mine oplevelser), en masse venner og 2 fantastiske brasilianske familier, jeg aldrig vil glemme. Tilbage i okto-ber var jeg i Pantanal og Bonito, i starten af januar var jeg i Rio de Janeiro med min første familie, og til april skal jeg til Amazonas. Alt det var ikke sket, hvis ikke det var for Rotary. Derfor, vil jeg gerne sige tak til Nibe Rotary klub for, at gøre en drøm til virkelighed.

Julie Vittinghoff Christensen