Skalskoven gæstes til sommer af gamle kendinge i form af et af Danmarks mest legendariske rockbands.

Rock-veteranerne fra D-A-D er den seneste tilføjelse til programmet for Nibe Festival 2017. De hårdtslående rockere blæser træerne omkuld i Skalskoven, og det bliver et brag af en fest, når Stor Scene skal lukkes lørdag nat.

Bandet har siden dannelsen i 1982 været garant for det ene rock-hit efter det andet, og deres koncerter vidner stadig om et band i topform.

Med sine ørehængende hits og altid opfindsomme sceneshow er der noget af en oplevelse i vente for Nibe Festivals festglade gæster, og Binzer-brødrene og co. melder sig som et af årets topnavne - en plads, som de altid har og altid vil have.

D-A-D er det sjette navn, der er offentliggjort til sommerens udgave af Norddanmarks største festival – de andre er: Carpark North, L.O.C., Allan Olsen & Band, Kim Larsen og Phlake.