To nye navne kommer på plakaten samtidig med denne nytårs-udtalelse fra festivalleder Peter Møller Madsen:

Volbeat toppede et meget rost musikprogram
2016 vil for altid huskes for det år, hvor Volbeat vendte tilbage til vores smukke skov og gav én af to danske sommerkoncerter. Det blev en magisk oplevelse, som NORDJYSKE gav topkarakter og følgende ord med på vejen: ”En gang imellem skal man pakke sine fine fornemmelser væk og bare nyde, at man er en del af et særligt øjeblik. Og det var NORDJYSKEs anmelder onsdag aften i Nibe”.
Koncerten i Nibe blev ikke mindre legendarisk ved, at Johan Olsen gæsteoptrådte på ”For Evigt” og ”Gardens Tale”, og at fantastiske Sarah Blackwood, som tidligere på dagen optrådte med canadiske Walk Off The Earth, ”duetterede” med Michael Poulsen på ”Lonesome Rider”. 

Masser af musikalske oplevelser
Netop Walk Off The Earth triumferede også i Nibe. Ikke blot med deres legendariske covers. Bandets egen ”happyindie” tog også kegler og lavede fest i Nibe.
Fede koncerter stod i kø. Vi nævner i flæng koncerterne med Alex Vargas, amerikanske House Of Pain, Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt, Rasmus Seebach, som under koncerten breakede, at han skulle være far, Balkan-hip-hoppende Dubioza Kolektiv, Kim Larsen og Gnags i absolut topform. Og vi kunne sagtens fortsætte rækken af store musikalske oplevelser.

Også topkarakter til vores gæster
Igen en meget rolig festival. Det er en fornøjelse at lave festival, når publikummet er så harmonisk og stemningen så uovertruffen.
Tak til festivalens gæster for det. Vi skaber rammerne i vores smukke skov, men det er gæsterne, der skal skabe stemningen – og det gjorde det rekordstore publikum i den grad.

Mere end 4000 frivillige knoklede med at fetere gæsterne
I bund og grund er det helt fantastisk og gåsehudsfremkaldende, at mere end 4000 frivillige vil bruge det meste af en uge, en del flere uger, og mange hele året, på at lave Nibe.
Vi er udmærket klar over, at vi ikke kan lave vores festival uden de mange tusinde frivillige. Vi har dyb respekt for frivilligheden og er meget ydmyge overfor de mere end 4000 frivillige. 

Nøgletal så det basker
Årets festival slog alle rekorder. Aldrig før har så mange gæster ramt vores skov. 16.000 tikkende hjerter festede i skoven - det er rekord. Vi omsatte for godt 29.500.000 DKK – og det er i den grad rekord. Vi har derfor netop haft den store fornøjelse at dele 1.400.000 DKK ud til tæt på 30 foreninger i Nordjylland – og det er helt sikkert også rekord. Vi smiler ikke uden grund i Nibe.

Masser af nye tiltag og meget mere følger
I 2016 fik campingområderne et stort løft, som vi arbejder videre med i 2017. Akkurat som der blev videreudviklet i Skalskoven. Vi lukkede f.eks. Svinestien - en af vores mest populære barer. Vi skabte i stedet festivalens største bar – nogensinde, da Club 85 så dagens lys og satte rekordomsætning. Fornyelse er der også masser af fokus på fremover.
Nibe Festival skal være i evig bevægelse.

 

Vejret kort
2015 blev jo kogevarm samtlige dage. Vejret i 2016 blev lidt mere DK-normaliseret. Vi havde MASSER af skønne solskinstimer – samtlige dage og fik så lidt regn om natten og i formiddagstimerne - sådan for at lægge støvet.

Behappy og beloved i Nibe
I 2016 fik festivalen også et løft på anden vis. Vi fik nyt logo, og bevidstheden om festivalens identitet, og at Nibe er MEGET andet end musik, er der også kommet endnu mere fokus på.
Og nej, grisen er ikke slagtet – den lever stadig, hvor det giver mest mening – akkurat som festivalen da i den grad også stadig reagerer på kælenavnet Den Lille Fede.
Med disse og andre ændringer føler vi os i den grad rustet langt ind i fremtiden.

Partoutsalget slår lige nu alle rekorder
Sidste år kunne vi i starten af marts melde udsolgt af partoutbilletter.
Pt. har vi solgt flere partoutbilletter end på samme tidspunkt sidste år, så, om end vi har lidt flere partoutbilletter i salg til Nibe 2017, så forventer vi altså tidligt udsolgt.

Store musikalske ambitioner
Selvfølgelig har vi store ambitioner – og vi vil ALTID fokusere på at fetere vores gæster – også musikalsk. Allerede nu har vi offentliggjort følgende navne: L.O.C., D-A-D, Kim Larsen & Kjukken, Carpark North, P3 Lågsus feat. Vild $mith, Kidd & Brandon Beal, Allan Olsen & band og fremadstormende Phlake.
Og fik vi nævnt, at vi pt. også knokler på det internationale marked.

Jacob Dinesen

To nye navne i nytårsgave
Selvfølgelig kan vores gæster også i 2017 opleve Magtens Korridorer i Nibe, og selvfølgelig rammer fremadstormende Jacob Dinesen også Skalskoven.
5. januar smider vi endnu et navn, og så kommer de altså som perler på snor frem til primo april, hvor vi forventer at have det endelige program på plads.

Pt. har Nibe Festival offentliggjort følgende navne til 2017-udgaven: L.O.C., D-A-D, Kim Larsen & Kjukken, Carpark North, Allan Olsen & Band, Phlake, P3 Lågsus feat. Vild $mith, Kidd & Brandon Beal, Jacob Dinesen, Magtens Korridorer.